Dr. phil. Sune Dalgård var i tyve år en af de betydeligste kritiske stemmer i den danske indvandringsdebat, så allerede af den grund fortjener det at mindes, at det i dag er 100 år siden, han blev født. For mit eget vedkommende havde jeg et nært samarbejde med ham om bladet Danskeren i 15 år, så den runde dag bringer også personlige minder frem. Jeg vil hævde, at ud over, at han var en betydelig akademiker, var han i format, skønt næppe i ydre position og endnu mindre som medieprofil, en af det 20. århundredes danmarkshistories helt store nationale skikkelser, hvilket der dog må en senere og mere fair historisk vurdering til for ret at påskønne.

Allerede i 1930’erne var han nationalt aktiv, i Det Unge Grænseværn, som skulle styrke den danske identitet over for den aggressive tyske.  Han var en af de første, der under Besættelsen gik ind i egentligt modstandsarbejde, blev pågrebet af Gestapo i 1944, indsat i Frøslevlejren og undgik kun en værre skæbne, fordi det fulde omfang af hans virksomhed var besættelsesmagten ukendt. Som forsker skrev han især om Danmark i perioden op til enevældens indførelse, i 1974 blev han medlem af Videnskabernes Selskab, og i 1977-85 var han leder af Landsarkivet for Sjælland. Så trak han sig tilbage for at hellige sig den nye kamp for Danmarks eksistens, han så presse sig på.

I 1987 var Dalgård hovedkraften bag stiftelsen af Den Danske Forening. Professor Ole Hasselbalch karakteriserede ham rammende i sine mindeord ved hans død i 2007, at Dalgård tog alt postyret omkring foreningsarbejdet de næste mange år ”med uforstyrret ro og veg ikke en tomme fra den kurs, som var sat med ét overordnet mål for øje, nemlig at sikre danskernes ret til at eksistere på dansk grund på egne præmisser og i fred for vildt fremmede menneskers indtrængen. Hans sprogbrug var klar og direkte, hans ræsonnementer altid skarpe.”

Man skulle jo tro, at Dalgård, der var det modsatte af en landsbytosse, og ikke mindst gammel frihedskæmper, ville føre til en mere respektfuld tone i debatten mod det nationalkonservative standpunkt, men Dagbladet Informations Georg Metz sammenlignede hans virke med den berygtede nazistiske skribent Julius Streicher og dennes antijødiske blad Der Stürmer, og B.T.’s daværende chefredaktør Arne Notkin påstod hårdnakket, at Dalgård ville have adoptivbørn smidt ud af Danmark. Man bliver noget mistrøstig over for udsigterne til en forbedring i debatkulturen, når man fra egen erfaring ved, at der næppe kunne tænkes en større hædersmand end Dalgård, og dog blev han af mainstream-opinionsdannerne smidt i den verbale rendesten sammen med alle andre, der vovede at gå imod den antinationale ideologis doktriner og grundlæggende stræben efter befolkningsudskiftning – et begreb, som Dalgård i øvrigt formulerede allerede i 1990 (men den offentlige debats hukommelse nulstilles jo ved hver ny uge).

Jeg husker primært Dalgård som den uden sammenligning mest frygtløse og uimponerede personlighed, jeg har kendt. Umuligt at forestille sig ham ryste på hånden over for en fjende. Han talte med samme saglighed og tålmodighed – ægte tolerance – med både høj og lav. Han kunne i timevis lytte til marginaliserede og vrede landsmænd, der havde behov for at komme af med deres frustrationer i telefonen, og såmænd også til meningsmodstandere, hvis da nogen egentlig gad føre samtale og ikke bare ville svine til eller true. Man behøver så vist ikke at brænde koraner eller lignende for at blive paria i den aktuelle islamiserings-æra. Dalgård formulerede sig nærmest akademisk også i politiske indlæg, men brød tidens centrale tabuer, og så regnes øvrige store præstationer, status og integritet for intet.

I sit foredrag om ”Repatriering af fremmede” fra 1988 argumenterede Dalgård for, at ”som et naturligt modstykke til integrationstanken står repatrieringen, det, at flygtningen vender tilbage til sit hjemland eller sin hjemregion. Dette er vel i og for sig af alle antaget som det ønskeligste, som det mål, der ligger til grund for alt flygtningearbejde og al flygtningepolitik. I flere andre asyllande er repatriering, både frivillig og tvungen, da også en fast del af flygtningepolitikken. I Danmark derimod har der været en tilbøjelighed til at skubbe denne mulighed i baggrunden eller til at behandle den som en mere teoretisk og ukonkret eventualitet, som noget vagt og muligt fremtidigt, man ikke aktuelt behøvede at beskæftige sig nærmere med. Fra Dansk Flygtningehjælps og den hele fremmedlobbys side har man desuden holdt på, at al repatriering af flygtninge skulle ske frivilligt, så ingen kunne sendes ud af landet imod sin egen vilje eller eget ønske.” Dalgård talte for det modsatte, men ud over en omfattende hjemsendelsespolitik argumenterede han vel at mærke også for bistand til ulandene, primært hjælp til at få styr på befolkningseksplosionen.

Et af Dalgårds sidste indlæg i Danskeren, nogle refleksioner omkring den da aktuelle såkaldte Muhammed-krise, er typisk for hele hans tænkemåde. I modsætning til vore rystede og rådvilde politikere og mainsteam-meningsdannere var han – som altid over for Danmarks fjender – iskold mod de barbarstater, han kaldte Islamien: ”Spørgsmålet, hvad vi ellers skulle have gjort, synes egentlig meget let at besvare. Stort set ingenting. Hvis Islamien ikke vil have noget med os at gøre på betingelser, der i hele Vesten er antaget som rimelige mellem civiliserede stater, burde vi vel simpelthen sige, at så kan det også være lige meget.”  Hele den opblæste affære burde ifølge Dalgård være løst ved, at man simpelthen afbrød alle forbindelser, diplomatiske, økonomiske, befolkningsmæssige, med de lande, som pustede til hadet mod Danmark og vor ytringsfrihed.

Sune Dalgård fortsatte med et ræsonnement, der bør stå som hans væsentlige budskab til eftertiden:

 ”Snakken om begivenhederne i Mellemøsten eller hele Islamien som vor største krise siden den 2. verdenskrig er jo netop bare noget snak uden synderligt hold i virkeligheden. Den virkelige største krise er noget helt andet, nemlig de hundredtusinder af muhamedanere, vore politikere i de sidste adskillige årtier har lukket ind her i landet, og som nu selv eller som stumme redskaber for islamisterne udgør baggrunden for det, der sker nu. De kan bruges af imamer, islamister og muhamedanske landes regeringer som murbrækkere mod vor nationale sammenhængskraft og som stormstiger til overvindelse af vor modstandsevne, som det så tydeligt ses i vor vigen for deres krav om særrettigheder på stadig flere områder. Man kan måske nok samle en lille del af dem i såkaldt demokratiske bevægelser, men sådanne har nok overalt vist deres sande mangel på betydning, når det aktivistiske islamistiske element vandt tilstrækkelig styrke. Men kan man lulle os i ro med den slags falske udsigter, er det naturligvis kun en fordel for erobrerne.

Heroverfor er der kun én sikker holdning fremover: Sæt hælene i og stå fast! Giv ikke en tøddel af vor frihed og ret bort til disse fremmede, der er vore sande fjender.

Og gå i stedet i gang med at få så mange som muligt tilbage til de steder i Islamien, hvor de kommer fra og hører hjemme. Gerne med de mest rabiate og truende først. Det er, hvad vi kan og bør gøre for at sikre et frit og sikkert Danmark også for vore børnebørn og deres efterkommere.”