Dagbladet Informations nuværende chefredaktør Rune Lykkeberg beskrev rammende i antologien Frisind – er der en grænse? (2007) den stadig mere dominerende måde at debattere og tale om politik på, nemlig at der bag de holdninger, der fremføres, søges afsløret de ”virkelige” meninger og motiver. Mentaliteten brød igennem med skikkelser som Freud og Marx, der mente altid at kunne finde henholdsvis seksualdrift og klasseinteresser bag al mulig tilsyneladende anden stræben og kulturudtryk. Da de venstreintellektuelle blev toneangivende, blev det standard bag (vestlige magthaveres) flotte målsætninger om demokrati, frihed og menneskerettigheder at se profitsøgen, ønske om olie, geopolitisk magt osv. Når en politiker opstiller mål, analyseres det nu i medierne pr. automatik primært som forsøg på at vinde nye vælgergrupper og god omtale. Sjældent tages nogen på ordet. Og når Elon Musk vil købe Twitter, er hans motiv “i virkeligheden” noget andet end at få den ytringsfrihed, han påstår at støtte, for nu bare at nævne ét typisk aktuelt eksempel.

Det er klart, at man ikke bør være naiv. Diverse motiver er altid med i politisk (og anden) fremfærd. Omvendt er det også klart, at hvis man slet ikke regner det, der eksplicit fremføres som sagen, men kun søger noget andet ”bag” det, bliver enhver politisk samtale om sager umulig. Nu er det dog også sådan, at de mere odiøse drivkræfter, man leder efter bag alle de eksplicitte meninger, trods alt ikke ses som legitime begrundelser for en politik. Det bagvedliggende søges afdækket, netop ud fra antagelsen om, at der er en saglig kerne, politikken bør dreje sig om, og de politikere, som får mest medvind, er da også dem, som får ry for at være mest oprigtige, altså have størst sammenfald mellem motiverne for deres stræben og det, de siger.

Den beskrevne kynisme er dog omvendt klart størst over for det segment, der bredt kan kaldes nationalkonservativt. Har formodes i større grad end over for resten (i særdeleshed de ”velmenende” på venstrefløjen) skumle motiver bag det, der reelt udtrykkes, og ingen udsættes nu for en større grad af kynisme i dansk politik end Rasmus Paludan (Glistrup var det første klare offer, dernæst Pia Kjærsgaard).

Dette er altså en anden og dybere form for kynisme end den, indvandringskritikere får skudt i skoene i deres holdning til de stakkels muslimer. Dén holdning bør snarere kaldes et typisk politisk prioriteringsspørgsmål, hvor centrum-venstre i stedet reelt vælger en kynisk politik over for mange landsmænd. Men kynismen i den grundlæggende holdning til debat og demokrati, som Lykkeberg beskrev, går ud på, at man slet ikke lytter til en modparts budskab, men antager og påstår dunklere motiver. Typisk beskyldes den, der advarer mod islam, for ”i virkeligheden” at være racist, og i øvrigt at nære ønsker om diktatur, være personligt afvigende eller ”ond”, etc.

Paludan er faktisk selv en af de mindst kyniske politikere efter Lykkebergs definition. Han tager nemlig andres meninger for pålydende og diskuterer sagen. Når muslimer således siger ”Allahu akbar”, ser han dem som genuint religiøse i stedet for at lægge sine egen tolkning ind og fx påstå, at de faktisk siger ”A vil ha’ arbejd!”… Men Paludan analyseres selv i endnu højere grad end andre nationalsindede politikere psykologisk og fjendtligt ideologisk og kaldes primært for ”opmærksomhedssøgende”. Med konklusionen: ”Ignorér ham.” Den antidemokratiske kynisme når jo her et højdepunkt, thi selvsagt er en politiker altid opmærksomhedssøgende for at få en platform for sin meninger, og den demokratiske samtale går så ud på at argumentere om disse meninger, ikke at komme med alskens (som oftest ubeviselige) formodninger om personen bag dem, endsige at afvise debat.

Det forrykte og ødelæggende i den nævnte mainstream-attitude til Paludan ses klart, hvis man tænker sig, at folketingspolitikere og ministre blev mødt med samme reaktion af modparter – at der refleksmæssigt blev fokuseret på deres personlige ejendommeligheder snarere end på deres politik. Det kan så vist sagligt begrundes mindst lige så godt eller dårligt som over for Paludan, men så ville demokratiet – eller i hvert fald dets funktion som problemløser – jo bryde sammen. Og det vil det faktisk også med den herskende kyniske holdning til Paludan og hans meningsfæller, thi alternativerne til de magthavende politikere er lige så essentielle for demokratiets overlevelse og fremtid som dets centrale nuværende magthavere.