Den kendte scene i tv-serien Matador, hvor Laurits ”Røde” Jensen alene med sin røde fane trodsigt marcherer efter en naziparade, kan få en slags parallel på søndag, hvor Rasmus Paludan vil møde op ved den socialdemokratiske 1. maj-parade i Stockholm. ”Blomsten af Danmarks bundfald” kalder Elisabeth Varnæs nazisterne, da de marcherer forbi i Korsbæk, og mens det er et spørgsmål om smag og behag, om man vil kalde Socialdemokraterna eller Islam i Sverige for blomsten af Sveriges bundfald, er det i hvert fald tiltrængt, at de nu begge får kam til deres hår af vor frihedskæmper Rasmus ”Rødhvide” Paludan, som de herefter vil lære at kende som ”Blågula” Paludan.

Om de svenske myndigheder vil forhindre et for magthaverne pinligt optrin, er muligt, men sikkert er det i hvert fald, at den officielle opinion ikke vil se en helt i Paludan, som man så en helt i den politisk korrekte ”Røde”. Skønt situationen på flere måder er den samme, hvilket man bl.a. kan indse ved at studere Socialdemokraternas nazi-affinitet. I nutiden er den etparti-agtige statsideologi og følelsen af ”Schweden über alles” bare vendt til en slags paradoksal selvdestruktivitet, men ensretningen samt bedreværdsfølelsen som globalt forbillede er gamle kendinge.

I Korsbæk var nazisterne kun pariaer, så hvor modig Røde faktisk var, kan nok diskuteres. Større mod kræver det i dag at stille sig op imod de rød-brune, der nu har hele statsmagten bag sig: Paludan konfronterer ligesom Røde ensomt gadens etniske braune Bataillonen, mens Rødes ideologiske ætlinge særlig i Sverige går i takt med disse, så det bliver nok desværre op til en senere eftertid officielt at ære Paludan for at indlede det reelle opgør med dette uskønne, forenede herredømme af gadeterrorister og blød totalitarisme.