En ”rædselsfuld provokatør, vulgær, primitiv og grænseoverskridende” – det var Pia Kjærsgaards dom over Rasmus Paludan, hvilket var i den milde ende sammenlignet med venstrefløjens. Men reelt retter man jo smed for bager, thi hvem var det, der indførte de angivelige vulgariteter i såvel debat som almindelig samtale? Det var såmænd tressernes såkaldt progressive, og central var her mainstreams ”kulturelle gigant” Klaus Rifbjerg.

I 1970 skrev Rifbjerg: ”Da jeg gik i skole for mange, mange år siden, lærte vi ikke i engelsk, hvad ordet ’fuck’ betød. Jeg havde nok en anelse, bl.a. fra bekendtskab med engelske og amerikanske soldater lige efter krigen. Men jeg ville gerne have fuld besked, og derfor slog jeg op i Oxford Concise Dictionary (det var utænkeligt at spørge!) I leksikonet stod der ingenting. Jo, der stod et ’F’ et sted efterfulgt af tre x’er, og hvis man lagde til og trak fra, kunne man måske gætte sig til, at koden dækkede det ord, man var på jagt efter. Nu behøver man bare at slå op i Politiken, så står der ’fuck’, og det ganske uden asterisker og enhver anden risiko, og alle ved, hvad det betyder. Se, det kalder jeg fremskridt!”

En samtidig dom over Rifbjerg lød, at han ”dyrker det nonkonforme, det exceptionelle, det kuriøse, er vort lands stærkeste forsvarer mod fremmedgørelsens spøgelse”.  Lidt det samme kan i dag siges om Rasmus Paludan, vel at mærke er hans kamp mod fremmedgørelsen noget mere konkret kulturelt-demografisk end Rifbjergs overtagelse af det tågede marxistiske begreb.

Men Rifbjerg blev altså udråbt til en af dansk kulturlivs fornemste repræsentanter, mens Paludan for samme mainstream er en paria. Det skyldes åbenbart ikke hans form eller fremfærd, som man jo fokuserer så meget på, men derimod hans budskab. Det andet er bare påskud, for tilmed grove provokationer fra venstre fløj har generelt ført til bifald, medvind i karrieren og kors og bånd og stjerner senere hen. Så er man ”modig”, gør op med ”fordomme”, ”autoriteter” osv., skønt man reelt bare følger med strømmen blandt meningsdannerne, som har samme tendens.

Rifbjerg & Co. yndede at tilsvine alt normaldansk, fra ”ligusterfascister” til kongehuset; langt værre for cv’et er det paradoksalt nok at barskkritisere islams hærgen i Danmark. Og når hverken ungdommen eller vore såkaldte entertainere kan sige et par sætninger uden en engelsk præget vulgaritet, er det en af den rifbjergske ”kultur”arvs rådne frugter. Hidtil har nationalsindede oftest vejet deres ord på en guldvægt for ikke at støde an; Paludan tillader sig blot at tale om det fremmede, som de ”progressive” om det danske – tilmed iblandet både mere saglig argumentation og mere originale formuleringer.

Men den sociale stigmatisering og endda kriminalisering rammer altså kun dem, der benytter sproget introduceret med studenteroprøret imod fremmede fjender. Rettes kraftudtrykkene den politisk korrekte vej, giver det succes i livet, og man kan blive alt fra standupkomiker til journalist og ”forfatter”. Men for nu at bruge tidens yndede sprog: karma is a bitch. De seneste generationers fremfærd og retoriske våben rettes nu mod de ”progressive” selv, hvorfor det også først er nu, at fænomenet behandles som et problem, skønt selvfølgelig stadig partisk imod nationalsindede.