Ovenstående citat, der tilskrives filosoffen George Santayana, mindes man uafbrudt om ved studiet af dansk indvandringsdebat…  I nogle få år omkring 1970 udkom ugebladet NB!, der var tænkt som en pendant til det amerikanske Newsweek med grundig samtidsorientering. Det kulturradikale koryfæ Paul Hammerich var redaktør, hvilket indholdet bar præg af, med fx omfattende apologi for studenteroprørerne. Det var den progressive mainstreams organ, som dog favnede til økonom og senere medlem af Folketinget for Venstre Johannes Bøggild. Han skrev i juli-nummeret 1970 en tankevækkende kommentar betitlet ”Vore gæstearbejdere og os selv”.

Bøggild spurgte, om manglen på arbejdskraft virkelig tvang os til at forcere fremmedarbejderimporten. ”Har vi ikke arbejdskraftressourcer, som det vil være rimeligt at trække på, inden vi gennem en forceret import af gæstearbejdere udsætter disse sidste for utallige skuffelser og os selv for at miste vore illusioner om at være et folk, der ikke kender til national eller racemæssig diskrimination?”

Alternativet for Bøggild var en storstilet udflytning af virksomhederne i industricentrene til de dele af landet, man kaldte egnsudviklingsområder, hvor der var god plads og ledig dansk arbejdskraft. Fylder man en masse fremmede ind i storbyområderne, ville det desuden kræve store offentlige investeringer. Derimod ville det kræve investeringer af virksomhederne at flytte og investere i nye bygninger og maskiner, medgav Bøggild. ”Det er naturligvis grunden til, at virksomhederne prøver at klare sig med gæstearbejdere, der højst betyder, at virksomhederne skal betale en enkelt-billet.”

Den samfundsmæssige fordel ved ikke at bruge fremmedarbejdere var for økonomen Bøggild klar, og hertil føjede han, at ”gæstearbejderen sender en betydelig del af sin løn til sit hjemland og belaster valutaen og betalingsbalancen langt hårdere end den mand i et egnsudviklingsområde, der opnår fast arbejde på en udflyttet virksomhed.” En omfattende brug af gæstearbejdere betyder, konkluderede Bøggild, ”at ikke blot råvarerne, men også arbejdskraften i stort omfang skal erhverves for fremmed valuta”.

Ugebladet NB! bragte også skildringer af det spirende ”fremmedhad” i Danmark og Vesteuropa, således en historie fra et fynsk parcelhuskvarter, hvor et par snese jugoslaviske kvindelige fabriksarbejdere var blevet indlogeret, hvilket førte til protester fra beboerforeningen, der frygtede utugt og faldende ejendomspriser. Omvendt førte fremmedvenliges trusler til, at beboerforeningens møde måtte aflyses… Stor dramatik for noget, der jo ligner mikroskopiske småtterier sammenlignet med, hvad fremmedproblemerne anno 2022 har udviklet sig til. Men giver en antydning om en svunden tids harmoni, og hvordan en gradvis tilvænningsproces har muliggjort en så mægtig eskalering.

Og så er man altså alligevel ikke blevet klogere i dag, men taler igen om behovet for arbejdskraftimport trods både erfaringerne og advarslerne fra Bøggild og frem til nutidens Bøggild’er. Virksomhedernes lette gevinst bør sættes op mod en samlet samfundsmæssig kalkule, der ikke kun bør omfatte økonomi, men også de samfundsmæssige følger af endnu mere globalisering og multikultur, som nu er af ufatteligt andre dimensioner end for godt 50 år siden.