I kølvandet på de aktuelle muslimske optøjer i Sverige har flere debattører fremhævet, at muslimer i Danmark er blevet mere tilbageholdende mht. optøjer siden Stram Kurs’ succes i 2019. Dog er det mon, fordi muslimerne allerede er blevet opdraget til demokrati, eller er det taktik for ikke at blive for upopulære og give Stram Kurs medvind? Rasmus Paludans store rationale er jo heller ikke at være pædagog for muslimer, men for danskere – at vise de stadig godtroende, at de ”rettroende” slet ikke passer ind her. Der skal meget mere end den angivelige aktuelle tilbageholdenhed i Danmark (i øvrigt med uhyre mange “ensomme ulve” som undtagelser!) til at modbevise dét.

Det er jo over tyve år siden, at en af Paludans få åndelige forgængere, Mogens Camre, formulerede de uhyre rammende, men i visse kredse berygtede ord: ”Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne – nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel.” Det er sandelig et problem på individ-niveau, at man ikke kan gennemskue de oprigtige og hyklerne – de sidste et særlig relevant fænomen, når det drejer sig om muslimer over for vantro, med den guddommeligt blåstemplede taqiyya (hykleri til de troendes fordel).

Men uanset om nogle muslimer i dag ærligt forsøger at overholde de demokratiske spilleregler, er det jo ingen garanti for deres sindelag, hvis den taktiske situation skulle ændre sig. Man må altid huske på, at det er de dumme brushoveder blandt muslimerne, der fører sig frem med vold og larm. Farligst er selvsagt de tålmodige og kløgtige, der smilende venter med at slå til, indtil deres antal og position sikrer virkelig succes. Igen har det kun sekundært med det aktuelle sindelag hos enkeltpersoner at gøre. Politisk interessant er gruppementaliteten, der ændrer sig over tid, efter kontekst og magtforhold som erfaret igen og igen i historien.

Det er jo den samme naivisme om danske muslimers selvbesindelse, der viser sig i tankegangen, at vi udmærket kan modtage de såkaldt moderate muslimer – dem, der netop flygter fra ekstremisterne. Jamen særlig i lande, hvor masseindvandringen er startet tidligere end herhjemme, såsom i Frankrig, er det nu klart, at de ”moderates” børn eller børnebørn radikaliseres, og man står med samme problem, som hvis man direkte havde importeret militante – nej, værre, fordi de næste generationer har mere juridisk belæg for at blive i værtslandet og mindre tilknytning til deres (fortsatte) kulturelle og reelle hjemland.

For islamiseringens problematik tæller altovervejende dét, historikerne kalder la longue durée, det lange perspektiv med dybe strukturændringer, snarere end ”begivenhedshistorien”, døgnets nyheder. At tro, at den hellige grav er vel forvaret, dvs. det danske frihedssamfund sikret trods muslimerne, fordi disse har ”besindet” sig, dvs. taktisk holdt lav profil de seneste få år, er virkelig at bedømme islam og dens strategi med århundreders tålmod for lavt. Igen må man paradoksalt fastslå, at Stram Kurs nærer større respekt for muslimerne end venstrefløjen, der tror, at de så let falder til patten. Jovist, velfærdsstatens patter sutter de flittigt på, men de ved netop også udmærket, at dét bedst sker under fred og harmoni, mens de støt og roligt får samfundspositioner og formerer sig.