Ud fra mediernes redegørelse om retssagen mod en 15-årig dreng grundet hans online kontakt til den terrorstemplede organisation Feuerkrieg Division må man tage sig til hovedet: Er dette ikke snarere en sag for psykologer og anden social assistance end for retssystem og terrorlovgivning?

Med nogle få klik kan en teenager, der keder sig, hurtigt bringe sig i uføre på nettet, og det er næppe en kommende Breivik, som pligtskyldigst udfylder ansøgningsskema for at blive terrorist… Dette bør siges, ikke for at minimere nogen form for terror (og Feuerkrieg Division virker som et grimt fænomen), men for at fastholde, at uden et sundt skøn bliver enhver lov vanvittig.

Eller snarere kynisk kalkuleret børnejagt, ideologisk brug af et let offer, end vanvid: Magthaverne savner jo i høj grad højrefløjsterrorister for at opbløde billedet af den ensidige, indlysende trussel fra meget reelle muslimske og venstreekstreme voldsmænd, så man må virkelig og på flere måder synke dybt for at finde en ung teenagers eskapader i den rent virtuelle verden. Politiets anklager kalder ”truslen fra højreekstremisme reel”, og dog har man altså ikke fundet andet end en teenagers fabuleren på nettet.

Et trusselsbillede, som man ved at se det i forhold til den virkelige verdens trusler bare kunne le ad, hvis det altså ikke var, fordi to børn (drengen og hans kammerat) nu skal slæbes igennem retssystemet og den offentlige gabestok.  Og imens spreder fuldvoksne muslimer og ”antifascister” i deres lovlige sammenslutninger ganske straffrit trusler på nettet og frygt på gaden, nationalsindede får tæv og chikaneres, listen kan forlænges, men intet sker, fordi myndighederne har travlt med at jage spøgelser – og de fanger ”højreekstreme” teenagere. Medmindre noget afgørende nyt kommer frem, må det konkluderes, at magthaverne her foranstalter en ”rigsdagsbrand” en miniature (med en syndebuk som Marinus van der Lubbe på fotoet) for at få en skueproces til at give deres generelle, skævvredne repression af nationalister en slags rationel facade.