Er man i tvivl om mediernes tendens, kan man jo bare forestille sig en journalist på fremtrædende position med modsatte meninger af Jakob Illeborgs. Ikke sandt, hvor urealistisk er det ikke at tænke sig en repræsentant for mainstreammedierne krydse fingre for, at Le Pen vinder valget, modsat Illeborg, der skriver, at vi alle ”skal” krydse fingre for, at hun taber?

Illeborgs seneste smøre i B.T. er i det hele taget ærketypisk for det, de fleste meningsdannere er kløgtige nok til at holde bare lidt mere skjult: ”Marine Le Pen er på mange måder den ulv i fåreklæder, som præsidenten beskriver hende som. Le Pens kampagne har været midtsøgende, og hun opfører sig som en centrist, men hendes holdninger til NATO, EU og til Rusland er alt andet og livsfarlige for det liberale Europa, vi kender og holder af.”

Bortset fra, at Le Pen nok snarere forsvarer det Europa, ”vi” kender og holder af, er logikken den sædvanlige over for blot mildt nationalsindede, at nok kan man være midtsøgende i både program og opførsel, men ”egentlig” er der noget farligt indeni. Medmindre man går ind for progressivt liberaldemokrati for fuld regnbue-udblæsning, er man notorisk odiøs i mainstream-meningsmagernes øjne.

Det paradoksale eller usammenhængende i denne typiske argumentation viser sig videre i Illeborgs indrømmelse af, at Le Pens kritikpunkter skam tit er berettigede nok, og at hendes popularitet næres af den arrogante behandling af hende. Og dog fortsætter han selv præcis denne behandling og går efter personen uden at kunne forklare, hvorfor hendes politik egentlig så åbenlyst er værre end den, der altså har fejlet.

Via Uriaspostens omtale af Illeborgs meritter siden 2005 får man et udmærket indblik i hans virke, som DR-korrespondent og tv-vært, journalist for både venstreorienterede og borgerlige aviser (hvad forskellen så end er) og skribentvirksomhed imod indvandringskritik. I sin bog med den sigende titel Danmark set udefra (2008) viste han en sådan foragt for danske islammodstandere, at medlem af DR’s bestyrelse Katrine Winkel Holm måtte protestere imod holdnings-slagsiden blandt statskanalens ansatte, hvilket selvfølgelig ikke førte til noget.  

Generelt er Jakob Illeborg jo netop et ”prægtigt” eksempel på, hvordan meningsdannere ret uanfægtede af berettiget kritik simpelthen får lov til at fortsætte som en slags autoriteter, som det overvældende flertal af læsere/seere desværre nok også bare sluger råt. Selvsagt er det demokratisk legitimt, at han mener det, han gør. Den store skandale er, at der er så uhyre lidt modspil til den slags typer i de toneangivende (og i særdeleshed statsstøttede) medier. Man behøver faktisk heller ikke være enig med personer som Uwe Max Jensen eller Lone Nørgaard for at indse, at i et ægte demokrati burde de være en lignende mediekarriere forundt.