Den typiske omtale af Stram Kurs/Stram Kurs Sverige og Rasmus Paludan er som at høre de bedrevidende, indforståede voksne tale om uvorne børn. Til og med Dansk Folkeparti er man i det politiske spektrum enige om at ryste på hovedet og bedyre, at hans aktivisme er en slags barnagtighed, og hans politiske mål umulige. Holdningen er som til Mogens Glistrup, der ofte blev portrætteret som en kæmpebaby.

Læser man samfundsforskeren Johannes Andersens bog (De barnagtige, 2009) om nutidens herskende barnagtige mentalitet, kan man dog – om ikke før – blive i tvivl om, hvem de umodne egentlig er. Isoleret betragtet kan man argumentere for, at elementer i Paludans fremfærd er barnagtig, for så vidt som alle af og til kan udpeges som sådan, men det blegner i den herskende kontekst, der også gør klart, hvorfor Paludan må agere, som han gør. Johannes Andersen giver en stor mængde slående eksempler på nutidens udbredte umodenhed, men samler hovedtrækkene i et skema, sat op imod det voksne perspektiv.

Det barnagtige perspektiv tager først og fremmest ”udgangspunkt i egne behov”, mens det voksne også inddrager ”abstrakte samfundsmæssige vurderinger og prioriteringer”. Indvandringskritikken er et ærketypisk eksempel på, at fornuftsbetragtninger og altruisme på folkets (og faktisk klodens) vegne kommer til et andet resultat end den umiddelbare feelgood-impuls. Men på så mange områder i nutidens velfærdsstat vil man så at sige både blæse og have mel i munden, ligesom barnet ude af stand til at give afkald og udsætte, hvilket Stram Kurs’ libertære program ret enestående generelt gør op med.

Dernæst generaliserer den barnagtige ud fra eget perspektiv, hvorimod den voksne har ”gensidig kommunikation” som omdrejningspunkt, ”ofte udfoldet gennem demokratiske procedurer”. Her er jo den anden kerne i Paludans rationale, i modsætning til den toneangivende politiske korrekthed, som med racismeparagraffer, chikane, meningsmonopol m.m. forsøger at ensrette. Det typiske for de regerende ”voksne” er jo, at de slet ikke kan forstå, at nogen kan mene noget andet end dem selv, og slet ikke mene som Paludan, for hvem meningsudveksling derimod er fundamental.

Johannes Andersen fremsætter derpå som typisk for de barnagtige, at man meget konkret vurderer, hvad der er bedst, mens voksne (burde) forholde sig ”strategisk til givne udviklingsperspektiver med blik for muligheder og grænser”. Dette er jo ganske fraværende ved islam-importen, hvor man med barnets korte perspektiv lader sig rive med af en uendelig række hver for sig ”gode” sager uden hensyn til et truende kollaps for det samlede perspektiv. For mainstreams voksne er verden stadig som hos Disney, med helte og skurke og storøjede stakler, der skal reddes.

Det fører over i Andersens næste punkt, nemlig barnets ”spontane sammenblanding af følelser og fornuft”, mens den voksne metode er ”dynamisk og dialogbaseret evaluering” for bedre at kunne vurdere et fænomen. I særlig indvandringspolitikken er der jo i generationer (angivelig) tænkt med hjertet, hvilket imidlertid i den virkelige verden får hjerteløse resultater. Det lærer især Sverige nu på den hårde måde – for at opdrage sin umodne samtid må den voksne Paludan bevirke, at sandheden bankes ind på gammeldags pædagogisk vis, når de barnagtige omgivelser ellers ikke vil lytte og lære.

Beslægtet hermed er det i Andersens liste, at barnet har en ”stærk fundering i det subjektive på bekostning af det generelle”, mens den voksne er bevidst om sammenblandingen af følelser og fornuft, og forsøger at finde en balance. Et hovedproblem i den nationale debat er jo ikke mindst, at mainstream tror, at deres følelser også er (den højeste) fornuft. Johannes Andersen sammenfatter rammende barnets, og nutidens herskende politiske, tilgang som ”det lette, det simple og det hurtige”, hvilket folk som Glistrup og Paludan ellers beskyldes for at repræsentere, men at man netop ikke vælger deres vej, men lappeløsningernes og berøringsangsten over for rodbehandlinger, indikerer jo, hvem der reelt tager den lette, børnevenlige vej.

Siger man, at Rasmus Paludan ikke er rigtig politiker, men bare provokatør, må det modificeres til, at han først og fremmest er som en børnehavelærer, der med genial og nyskabende pædagogik opfører et lærestykke for sin i vid udstrækning umodne samtid på den eneste måde, det udadtil ”voksenagtige” politisk korrekte publikum kan forstå. Det udsætter ham selv for kritik for at have et barnagtigt niveau, men dette stilvalg skyldes altså mainstream, ikke ham selv. Thi mere end de fleste er han klar over den uhyre fare og alvor i det, der er på spil – men den slags uhyggelige ting kan man jo netop ikke bare fortælle til skræmte og følsomme børn, som blot vil lukke øjnene, holde sig for ørerne og nynne en beroligende eventyrsang.