Man må tit knibe sig i armen over menneskeslægtens vanvid og proportionssans. Kæmpedemonstrationer har kunnet samles i protest mod en energiform, der vel har risici som alt andet, og hvor placeringen af kraftværker rimeligvis kan diskuteres, men ud fra en nøgtern kalkule dog har større fordele end mange andre energiformer og kunne løse mange problemer. Og alligevel har et aktivistisk flertal ikke vaklet i et ”nej” og er gået på gaden for det.

Modsat a-kraften er Islam-kræften modtaget i samfundet.  Jeg har aldrig set nogen kunnet pege på direkte fordele ved installationen af denne ”religion” i Europa, tværtimod ses kun uoverskuelige ulemper. Der er så vist uhyre mange flere ofre for Islam end for atomkraft i Europa (egentlig burde Tjernobyl, bygget efter forældede standarder, være irrelevant for vestlig debat). Og dog har demonstrationerne specifikt mod den tikkende islambombe under vort samfund været meget få og små sammenlignet med atomkraftmodstandernes, og modtagelsen i offentligheden har været en hel anden.

I a-kraft-debatten har demonstranterne vakt en debat om selve spørgsmålet, hvor misforstået det end har været. Mainstreammedier har ikke udskammet dem som ekstremister og kaldt dem skyldige i den fortsatte forurening fra konventionelle energikilder, skønt der faktisk kan argumenteres for det. Endnu mindre har der været vold mod demonstranterne. Når der protesteres mod den ensidigt skadelige Islam, er fokus derimod på protestanterne, der får skylden for skaderne, skønt disse i forbindelse med demonstrationerne er mikroskopiske i forhold til den mere skjulte byrde, Islam er hver eneste dag, og det er også dennes hadefulde mentalitet, som ensidigt skaber postyr ved afbrændingen af en stabel papir i et bogbind. Optøjer, der under de aktuelle begivenheder i Sverige klart kun er et påskud for at udtrykke et generelt had mod et samfund, der dog har givet voldsmændene alt.

Stenalderen ophørte ikke, fordi mennesket løb tør for sten, men fordi man tog bedre materialer i brug. På samme måde ophører vor civilisation ikke med knaphed på fossile brændstoffer, thi innovation fører til noget andet. De sande reaktionære er modstanderne af denne udvikling. Omvendt sidder muslimerne fast i deres relative stenalder, fordi de ikke løber tør for Koraner, og det er en progressiv handling at brænde den som en tjeneste for såvel muslimer som værtsfolk. Det sære i vor tid er flertallets passivitet og mainstreams omtale og behandling af de progressive koranafbrændere, hvor man så klart retter smed for bager, gør den angrebne skyldig i krigen, og slutter op bag de mørke kræfter og den ”udvikling”, som entydigt betyder had mod og ødelæggelse af vore vestsamfund.