Den nyligt afdøde fhv. amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright fremstod med rette som en ledende repræsentant for den liberaldemokratiske verdensorden, der er negativt afhængig af fascismen, hvilket hendes bog om denne, der ikke tilfældigt udkom midt under Trumps præsidentskab, også fyldigt dokumenterer.

Desværre foregår den meste debat i dag på de letfordøjelige præmisser, sociale medier tilbyder: Der udvælges de mest markante citater (eller helst billeder) vedrørende en person, og det er angiveligt hele sandheden eller afslørende noget fordækt og dybere. Jeg kalder det tit lidt provokerende for den historierevisionistiske metode, hvor man ensidigt udvælger ting med et gran af sandhed og gør dem til den generelle sandhed om et emne.

Madeleine Albright blev genstand for et ærketypisk eksempel på denne metode ved det store fokus på hendes ord om, at en halv million døde irakiske børn var i orden som pris for sanktionspolitikken mod Saddams Irak. Et monument over hykleriet i de liberaldemokratiske ”værdier”. Citatet bringes dog typisk uden den kontekst, at Albright udpegede de nævnte børn som ofre for Saddams politik, ikke for FN’s/USA’s.

Siden er det i øvrigt blevet fyldigt dokumenteret, at de mange ofre var fantasi og ren propaganda fra Saddams side for at få sympati. Og dog bruges de stadig som et af beviserne på, at USA har gjort ”det samme”, som fx Rusland gør i Ukraine. Igen et eksempel på de hurtige og halve sandheder, der virker overbevisende i nutidens debatfora. Dog hvornår er noget ”det samme”? Jeg ser det ikke realistisk, at USA fører en tilsvarende omfattende krig mod et (uperfekt) demokratisk land. Ikke mindst fordi USA jo udsættes for lignende kritik af verdensopinionen, når de udfører et enkelt angreb mod en terrorstat, som ikke-vestlige lande udsættes for, når de smadrer hele folk.

Dette er ikke et forsvar af Albright, men en bortrydning af gængse slagordsprægede forsimplinger, der er velkendte mod Trump, men ikke bliver bedre af at vendes den modsatte vej. Problemet med den slags er jo ikke mindst, at det kun købes af i forvejen troende, og debatten kommer til at dreje sig om omstridte “facts”, hvor den strander, i stedet for holdninger. Så sagens kerne forplumres eller fordufter: Den væsentlige forskel mellem de politiske lejre er ikke diverse belastende citater eller handlinger, skønt de er lette at bruge og isoleret betragtet kan være slemme nok, men de idémæssige modsætninger, som over det længere historiske forløb giver generelt forskellige udfald.

Albright har forstået dét ved at gå imod ”fascismen”, og her er hendes definition interessant. Hun ser den ikke som en ideologi, men som en proces til at få magten, hvor fascisten udnytter splittelser i samfundet til ensidigt at tale for én gruppes interesser og derved opnår magt. I stedet for at søge at finde et fælles grundlag bag splittelserne. Se, det lyder jo besnærende og som noget, der bør undgås i et normalt og sundt samfund. Men hvad med i et, hvor en indtrængende, voksende og ureformérbar fjendtlig gruppe forsøger at vinde magt? Skal man også forsøge at finde det fælles bag forskellene mellem fx wahhabitter og  danske folkesocialister?  

Albright fortæller om Mussolinis metafor for, hvordan man gradvist indfører fascisme, nemlig som når man plukker en høne én fjer ad gangen. Hvert pluk ænser ingen, men en dag er hønen nøgen (demokratiet afskaffet). Vel kalder Albright ikke direkte Trump for fascist, men hun ser ham plukke en del fjer. Man kan vel kun være enig i, at demokratiets ”checks and balances” eller magtadskillelse er noget centralt, der bør værnes om. Problemet er så, at Albright ser en række konkrete sager og tiltag, der udmærket kan argumenteres for, som en del af den fascistiske glidebane, og ikke netop som begrænsede saglige tiltag.

Antifascismens store svaghed forekommer mig at være dette paradigme, der tolker rationelle modtræk over for masseindvandring, politisk korrekt ensretning, terror osv. som del af en generel afmontering af demokratiet i stedet for situationsbestemte tilpasninger, der skal bringe dets kerneværdier videre. Vesten kommer til at stå ret forsvarsløs i en fjendtlig omverden, hvis alle tiltag til selvforsvar, der næsten i sagens natur må være illiberale i forhold til det progressive totalliberale ideal, skal sværtes og tabuiseres som skridt på vejen til fascisme. Selv har jeg som polemisk reaktion herimod bidraget til begrebet om liberalfascismen, idet den negative afhængighed af fascismen forekommer mig lige så slem som denne selv, og tilmed en mere nærliggende trussel i Vesten i dag. Denne idémæssige arv fra Albright er uendelig mere relevant og desværre mere varig end fejltrin i hendes egen politiske gerning.