Sverigedemokraterne har altid skullet høre for at have angiveligt nynazistiske rødder, skønt de svenske socialdemokraters egne nazisympatier på et mere modent stadium af deres historie, omkring anden verdenskrig, preller af på deres ætlinge.  Nu er den nye svenske civilminister Ida Karkiainen under pres efter offentliggørelsen af et foto, hvor hun som 15-16-årig heiler til en Hvid Magt-agtig fest. Forudsigeligt finder hendes kolleger her på alle mulige undskyldninger og går ikke mindst efter hendes angiveligt højreekstreme “angivere”.

Jeg mener nu heller ikke, det burde belaste hende. Det siges, at er man ikke rød som ung, har man intet hjerte, men er man det som ældre, har man ingen hjerne. Mere sandt er det i vor tid, at har man ikke heilet som teenager, bliver man med stor sandsynlighed en følgagtig ”normie” senere hen. Men man har så heller ingen hjerne, hvis man heiler efter teenageårene. Det er en sund Rasmus modsat-holdning at ville bryde tabuer og forarge, mens omvendt Che Guevara-dyrkelsen (der for mange kendisser aldrig stopper) er udtryk for det tidstypiske paradoks: oprørsk medløberi. Det slemme i denne sag er som så ofte i dag hykleriet og uærligheden.

Var det militant antifascistisk antræk, lille Ida var fanget i, havde det ikke voldt hende problemer i dag, tværtimod. Den slags fører ikke til stigmatisering, men inklusion. At heile er af en tidsånd, der er negativt afhængig af nazismen, gjort til den ultimative gale streg, derfor den umodne dissidents ildprøve. Emil fra Lønneberg havde nok også heilet, havde han været barn i dag. Mange, der har gjort det, bliver senere gode nationalsindede dissidenter, men som unge vidste de bare, at man måtte være imod mainstream, uden at kende andre alternativer end det herostratisk berømte og af de antinationale tabuiserede, som derfor måtte være godt.

Så Ida bør ikke falde på, at hun ikke er ”perfekt”. Værre end at ville være dét er det i dag kun at undskylde, at man var oprørsk eller trodsig som ung. Men hendes magtfulde allierede skal nok også hjælpe hende med at ride stormen af. Politikere på den nationale fløj er mere sårbare over for den slags skeletter i skabet,  thi de er jo stadig i ”samme” ideologiske boldgade. Dét må jo være logikken, når både deres eget segment og modparten er mere følsomme over for den slags. Skal et ungdoms-heil tilgives, må man i dag støtte mainstream. Kan nationalsindede ikke tåle nogen blandt sig med den ungdomssynd, begår de reelt karakter-selvmord. Antyder en ideologisk nazi-beslægtethed, som kræver berøringsangst. Men må socialdemokrater have heilet som unge, må nationale dissidenter det så vist også.