Forfatter og journalist Thorsten Reinholt skriver på sin Facebookprofil om virksomhedskulturen på TV 2 på baggrund af sine erfaringer som ansat på TV 2 i otte år:

“’Jeg vil (heller) ikke være en tudetøs’’.

Måske er det på tide at brede sex-skandalen på TV2 lidt længere ud og sætte et større perspektiv på hele miseren. (I øvrigt er der tale om TV2 Nyhederne og mig bekendt ikke resten af institutionen).

For mig at se handler det ikke ’bare’ om en kultur, hvor visse chefer konstant rendte rundt på gangene med tungen ud af bukserne. Det er grotesk nok i sig selv, men ingenting kommer som bekendt af ingenting. TV2 Nyhedernes problem handlede i virkeligheden om ledelsesstil – eller snarere om flere ledelsesstilarter. Ingen af dem var kønne, men en var i særklasse rædselsfuld. Og når vi når taler om en branche, som dag og nat forlanger transparens, gennemsigtighed, (akt)indsigt og svar her og nu fra andre magt-institutioner, må det vel efterhånden være på sin plads med nogle vidneudsagn, som handler om den interne magtforvaltning i et bredere perspektiv på Nyhederne dengang. Der var, groft sagt, tale om to regimer i de år, jeg var ansat på stedet. Man kunne kalde dem før og efter Gaardbo (journalist Jens Gaardbo, red.).

Jeg blev ansat af daværende nyhedschef Jens Gaardbo i 1997, og allerede på min første arbejdsdag udspandt der sig en symptomatisk hændelse, som varslede, hvad der siden skulle komme. Dagen startede egentlig fint og godt: Jeg fik en rundvisning i hele huset af nyhedschefen ham selv, hvor vi blandt andet hilste på direktøren for det hele, Jørgen Flindt Pedersen – Gaardbo med ordene: ”Det er Thorsten fra Fyn (dvs. TV2Fyn), som jeg lige har ansat”. Hvortil den flinke mand svarede: ”Det var da også på tide”. Og det var jo pænt sagt. Da jeg lidt senere fik tildelt et skrivebord (lige ved siden af de to chefkontorer!) og havde sat mig, fik jeg lynhurtigt besøg af en lang slagskygge, nemlig daværende souschef på Nyhederne, Michael Dyrby, med ordene: ”Velkommen ombord, Thorsten. Du skal bare vide, at hvis jeg havde bestemt, var du aldrig blevet ansat!”. Sådan faldt ordene, hverken flere eller færre, og så forsvandt han uden yderligere forklaring ind på sit kontor.

Manden kunne ikke lide mig, og det er jo en ærlig sag. Jeg fik senere at vide, at det blandt andet var, fordi jeg ikke havde aflagt jysk stemmeprøve. Jeg var heller ikke blond. Og jo mand. Og sikkert også en brokkerøv – hvad ved jeg.
I årene, der kom, levede vi under en slags Lex Gaardbo. Det betød i store træk, at alt kunne lade sig gøre, hvis man klarede det af med Jens Gaardbo. Der var ingen smalle steder. Ellers svævede han stort set over vandene. Den daglige ledelse tog hans løjtnant, Dyrby, sig af. Til hans eneste ros skal siges, at han var fagligt meget dygtig og en rent ud fremragende strateg, når store begivenheder skulle orkestreres. Som dag-til-dag chef og som karakter var han elendig – af mange grunde. Fra min beskedne plads kunne jeg til daglig se, hvordan de fårede blev skilt fra de bukkede. Der var en folkevandring af menige kolleger ind og ud af Dyrbys kontor. Det var de fårede – dem, som fik de fede opgaver, de fede stillinger, de fede rejser og såmænd også sås privat. De ved selv, hvem de er, og hvorfor deres teint var til den brunlige side. For os andre bukke (pardon) handlede det om at begrænse al kontakt mest muligt. Så det gjorde vi. Men det kunne naturligvis ikke undgås 100 procent. Ikke mindst ved de daglige efterkritikker var tonen mildest talt rå, og til dem, som ikke var inde i varmen, blev der dagligt uddelt håndmadder. Mange såkaldt menige reportere er blevet set grædende på gangene efter at have været igennem Dyrby-møllen. Og det gik altid og kun ud over den del af kanonføden, som ikke holdt kontormøder med manden. Personligt ragede det mig en kongelig skid, når han rullede sig ud – jeg var, for at sige det lige ud, overhovedet ikke bange for ham. Egentlig var han komisk. Jeg var på den anden side selv mand, jævnaldrende og rimelig uambitiøs. At jeg senere blev redaktør på Morgennyhederne var ikke ved Dyrbys mellemkomst – tværtimod. Men i den egenskab har jeg set ham rulle sig ud en del gange – for eksempel hvis han ikke var enig i den måde jeg prioriterede nyhedsstrømmen. Så kunne han finde på at komme væltende, råbende og skrigende og sparkende til skraldespande ind i studiet, hvor vi arbejdede. En enkelt gang måtte jeg sige til den iltre mand, at han fandme bare kunne overtage udsendelsen, hvis han var utilfreds.

Da Jens Gaardbo forlod skuden – i 2002 mener jeg – gik dette rule by terror-regime op i et helt nyt gear, og for mange blev det uudholdeligt. Jeg har kendskab til flere, som stoppede på Nyhederne af samme grund. En enkelt i min egen omgangskreds stoppede efter en blanding af chikane og deciderede usandheder.

Jeg selv sagde op på Nyhederne af helt private årsager nogle år senere. Det er meget sigende for ledelsesstilen, at jeg end ikke blev inviteret til en samtale, da jeg stoppede. Jeg fik en mail med en pligtskyldig tak for indsatsen. Intet andet efter otte år. Mojn.

Jeg var meget glad for at være på Nyhederne – først og fremmest fordi der var så mange gode kolleger, og fordi det er og bliver skide skægt at lave nyheder.

Men: Sex-trakasserierne var indkapslet i en generel rådden virksomhedskultur, hvor ledelsen på lange, lange strækninger har optrådt komplet uprofessionelt og hovedløst. Ikke kun overfor kvindelige praktikanter, men helt demokratisk over for dem, der ikke var inde i varmen – uanset alder og køn. Man kan formentlig ikke skille tingene. Når den liderlige blåskjortebrigade har fået lov at opføre så helt igennem utilstedeligt, er det fordi de kunne, og fordi laget oven over ikke greb ind. Og fordi de er dårligt opdraget og bare dårlige chefer. Måske skal alle virksomheder generelt begynde at overveje det vækstlag, som de rekrutterer deres ledere fra.

At være en høj midaldrende mand er ikke længere en kvalifikation i sig selv.”

Se også En pavelig revisionist