I anledning af Søren Krarups fødselsdag (fotoet er fra afsløringen af hans portræt på Christiansborg ved 80-årsdagen for fire år siden) kan der være grund til at gentage hans og Dansk Folkepartis (og Fremskridtspartiets) gamle krav om at nedlægge Flygtningenævnet, dette særlige over-folketing i netop flygtningepolitikken, der kan omgøre demokratisk vedtaget politik og paradoksalt nok giver alverden større ”retssikkerhed” i Danmark, end mange danskere har i eget land. Skønt internationale fora typisk kræver endnu større retssikkerhed for asylsøgere i Danmark.

Den aktuelle anledning er også det nylige JP-interview med Flygtningenævnets formand, Ib Hounsgaard Trabjerg, dommer i Østre Landsret. Han forventer “en justering” af Udlændingestyrelsens syn på Syrien-sager til fordel for asylanterne i lyset af høj omgørelsesprocent i ankenævnet. Den magt, det lille nævn bag lukkede døre har over Danmarks skæbne, er jo fantastisk. Det er altså Udlændingestyrelsen, der skal tilpasse sig. Hvor er den opreklamerede tillid til myndigheder, som der ellers tales så meget om, særlig i disse corona-tider?

Men Søren Krarup bliver også aktuel i denne sammenhæng, når man læser hans fremragende indlæg i Folketinget i 2003 med kritik af logikken om at give asylansøgere, der har været her længe, permanent ophold pga. deres egne forventninger om det. (I øvrigt skræmmende som debatten stadig kører i ring). Det var for Krarup ”fuldstændig urimeligt, at man ud fra, jeg er lige ved at sige, psykologiske vurderinger af, hvilke fornemmelser eller forventninger flygtninge kan have, nægter at sende afviste asylansøgere tilbage til det Afghanistan, de skal være med til at bygge op, det, som de kommer fra, og i hvilket der altså er fred nok til, at de fleste af deres landsmænd kan være der.”

Ja, bor der ikke også nu over 17 millioner syrere i Syrien, og når disse åbenbart kan bo der, hvorfor kan syrerne med aktuelt ophold i Danmark så ikke også? Det er jo et såre enkelt spørgsmål, som alskens juridiske eksperter i sagens natur nødig vil komme ind på, så de holder lavest mulig ”upolitisk” profil ligesom Ib Hounsgaard Trabjerg, skønt det, de bedriver, selvsagt uundgåeligt er politik. Og i øvrigt kan man tilføje som en lige så gyldig mening, at netop fremmede, som har været her i landet længe, burde hjemsendes, da de til fulde har nydt deres andel af asylservicen.