Hvor er det dog en pinagtig måde, vi tager afsked med tidens ytringsfrihedskæmpere på. Kurt Westergaard blev antageligt begravet, inden familien meldte ud, at han var død. Og Lars Vilks bliver kulet ned i stilhed som en tyv om natten. Under den nazistiske besættelse af Danmark tog folket ofte afsked med frihedskæmperne i fuld offentlighed. I dag har de pårørende til ytringsfrihedskæmperne underkastet sig de nye besættere. Det er trist og skammeligt.
En nær ven af Lars Vilks skriver:
“Jeg var ikke velkommen ved Lars Vilks’ begravelse. De efterladte er sjældent nådige ved afdødes minde. Jeg tror heller ikke, at Dan Park var med.
Fik bekræftet, at Dan Park heller ikke var velkommen. Den nyfriserede elite soler sig i kunstneren, som “de altid har støttet”, og som de ikke aner en skid om.”
Den danske forlægger Bjarke Larsen og formand for Trykkefrihedsselskabet – Aia Fog – var inviteret til bisættelsen.
Se også
Hvis Adolf Hitler var blevet optaget på Kunstakademiet …
Apropos Viken:
Min svenske nabo (i Sverige) fortalte mig engang at en af håndværkerne de havde på besøg, havde sagt at alle heromkring (dvs. på halvøerne Kullen og Bjäre) er snälla, undtagen dem i Viken.
Jeg mødte kun Vilks en enkelt gang ved en privat sammenkomst og fik indtryk af, at han var en ganske uprætentiøs person, som må rotere i sin grav over nu at blive omfavnet af sine reelle, elitære fjender. Voltaires ord om, at de døde skylder man kun sandheden, bør altid være ledetråden, og skal man vælge, er det mere smagfuldt at tale grimt om en afdød, hvis dét afspejler det reelle forhold til vedkommende i livet, end uærligt følelsesfuldt at indsmigre sig, når det alligevel er for sent. Så er det jo kun for selv at score point.