I Berlingske skriver Sørine Gotfredsen rammende om det stadige had mod indvandringskritikerne, konkret Dansk Folkeparti, som aldrig tilgives for at have været blandt de første til at have set problemerne med indstrømningen. Problemerne med hendes ræsonnement er dog tre.

For det første det fatale syn, at DF er blevet offer for deres egen ”altædende” sejr. Hvor er den sejr, tilmed mange nationalsindede tit taler om, når fx Den Korte Avis for nylig kunne rapportere, at hver syvende nyfødte i Danmark nu er af ikke-vestlig oprindelse? Hosstående billede viser, hvor meget en syvendedel udgør af det hele, og det er altså denne del, næste generation af danskere nu skal sameksistere med permanent som del af befolkningen, og næste generation igen ubønhørligt endnu en skive mere… At DF så meget har rost sig selv for sin angivelige ”sejr” i stedet for at påpege, hvor lidt der er opnået, er paradoksalt nok en hovedårsag til deres deroute.

Dernæst hævder Gotfredsen med en typisk indforstået antagelse, at DF (og ligesindede) har ”drevet” debatten. Altså en opfattelse af, at uden disse kritikere var socialdemokrater, mainstream-borgerlige osv. bare fuldstændig hjernedødt fortsat med masseimport af fremmede trods stadig flere problemer. Det er dog trods alt farligt at undervurdere modparter. Det, der bestemmer politikken, er reaktioner på den foreliggende virkelighed, kun sekundært ”debat”. Det betyder, at alle undtagen de mest blinde så vist reagerer på virkelige problemer, det er de nødt til. Men det sker ”ad hoc”, når problemerne er opstået, hovsa-løsninger for lidt og for sent… Havde man lyttet til de mere principielt nationale, ville politikken netop også have fået en mere principiel karakter med rettidig omhu. Det bærer den ikke præg af, fordi dens ophav netop er mainstream selv, ikke i den nationale kritik.

Endelig anerkender Gotfredsen jo ikke, at de nationalsindede af DF-segmentet selv i bredt omfang praktiserer samme udskamningslogik eller berøringsangst, som det egentlige mainstream har vist over for DF. Ja, DF-segmentet holder på flere måder end mainstream afstand til dem, man kan kalde paludanere, at frygt for at blive forbundet med dem. Allerede i behandlingen af Mogens Camre og nu Martin Henriksen ses det, hvordan den nominelt nationale lejr splittes i indre had, der nogle gange næsten virker stærkere end det, alle i lejren selv udsættes for af mainstream. Erkendelsen af, at meget af det, DF nu har fremført i tre årtier, selv er blevet for lidt og for sent alene grundet den demografiske udvikling, er næste frontlinje i den nationale kamp.