En grundlæggende erfaring, man får ved at følge den politiske debat, er, at summen af tolerance, der er plads til i et individ af Homo sapiens, generelt synes at være konstant: Accept over for ét segment fører som i forbundne kar til mindre accept af andre. Det faldt mig i særdeleshed ind, da jeg kom for skade at gå ind på den ledende venligboer, forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensens Facebook-side.

Senest beretter hun, at hun var i radiostudiet med ”skumle typer”, såmænd Marcus Knuth (K) og Rasmus Stoklund (S). Helt galt gik det, da Morten Messerschmidt fik plads til en kommentar om, at den fremmede gæst Tarek Kelani er utaknemlig. Marstrand-Jørgensen: ”Du godeste. Det er os, der skal være taknemmelige. Det er os, der helt ufortjent får glæde af sådan et engageret, sødt, klogt og dejligt menneske, der fra første dag i landet har gjort Danmark til et bedre sted at være.”

Denne Kelani var bl.a. en højtprofileret deltager i den voldsomme ”Demo Palæstina” foran den israelske ambassade i maj og generelt en hård kritiker af de danske myndigheder, der har givet ham ly. Det er jo moderne humanistisk moral, at det er okay at komme til et land og derefter føre sig frem som kritiker mere eller mindre på heltid af dette lands politik og dets allierede. Hvor mange steder i verden ville europæere mon kunne gøre det? Omvendt kunne ”venligboerne” næppe drømme om at støtte en indvandrer, der fortjener det og virkelig urimeligt hetzes herhjemme, såsom Massoud Fouroozandeh, der ser islamiseringens trussel i et større perspektiv end de ”blødende hjerter”.

Marstrand-Jørgensen deler på Facebook også billeder fra det angiveligt inhumane Udrejsecenter Sjælsmark uden at undre sig over, hvorfor beboerne ikke kan holde det rent og pænt. Ser man de mange kommentarer til Marstand-Jørgensens opslag, bliver den hadefulde indstilling mod anderledes tænkende kun tydeligere, med udbrud af foragt og afsky mod flertalsdanmark fra mere eller mindre kendte meningsdannere. En rød tråd er brugen af forfatter Carsten Jensens stempel ”Frederiksens Folkeparti” om Socialdemokraterne, hvis politik sammenlignes med nazisternes kz-lejre.

En udenforstående iagttager vil nok indvende, at disse fjendtligboere (fjendtlige mod bare en smule indvandringskritiske landsmænd) bare er et spejlbillede af den modsatte yderfløj. Man skal dog meget langt ud for at finde modsatte paralleller til ”venligboernes ” dæmonisering af modstandere, og pointen må særlig være, at mens det yderste nationalistiske segment er en paria næsten uden platform, er den hadefulde ”humanistiske” fløj sikret stor plads i vore ledende medier og har tusind gange så mange følgere og rampelys som en sammenlignelig lunatic fringe. At debatten tit ligner et galehus og næppe flytter sig, skyldes så vist ikke ”højrepopulisterne”.