To netop udkomne bøger illustrerer den typiske måde, mainstream konstruerer debatten på. Den fra Tyrkiet indvandrede sociolog Hakan Kalkan (Roskilde Universitet) frikender “klart” i sin bog Veje til Respekt indvandrernes kulturelle baggrund som årsag til unges problemer, disse skyldes angiveligt fattigdom og social arv. Tankevækkende mener denne doktor i samfundsvidenskab, at hans indlevende bekendtskaber med de unge kommer nærmere en relevant sandhed om dem end statistik. Kalkan “ønsker, at folk vil se de her mænd som mere hele mennesker“. Det vejer åbenbart tungere end et kritisk blik på, hvad der måtte have forvoldt deres socioøkonomiske marginalisering. End overvejelser som: Mon et proletariat nu havde været mere fraværende, hvis fortidens danske ikke var erstattet med et fremmedetnisk?
En anden bog handler om en anden gruppe unge, nemlig Fascister i fåreklæder?, om den identitære bevægelse, skrevet af Mathias Hee Pedersen, der har bedrevet idéhistoriske studier på Aarhus Universitet (velsagtens under professor Mikkel Thorup, den gamle aktivist i Rød Ungdom). Titlen rummer dog kun et spørgsmålstegn for at give et skær af objektivitet, for her er konklusionen også klar: Som Dagbladet Information skriver i sin anmeldelse, går de identitære ”skræmmende forsigtigt til værks”. Det er åbenbart værre end at være voldelig… Nok så store bestræbelser for demokrati frikender ikke disse unge for at være en ny udgave af den gamle fascisme. Ikke det saglige samfundsmæssige rationale for holdningerne, men ideologiske portrætter i grelt relief er i denne bog temaet.
Verdensbilledet er bragt i orden ved de håndplukkede eksperters hjælp: De unge fremmede kriminelle er ofre for social eksklusion med aggressiv kultur som blot staffage, de unge danske lovlydige nationalsindede er med deres farlige idéer en trussel mod samfundets grundlag.
Be the first to comment on "Akademisk etnisk forskelsbehandling"