Den tysk-amerikansk-jødiske psykolog og fremtrædende repræsentant for Frankfurterskolen Erich Fromm var storleverandør af banale, men besnærende ”indsigtsfulde” citater som ovenstående. ”Kreativitet kræver modet til at give slip på visheder.” Ja, det vil alle nok mene, men marxisten og Lenin-beundreren Fromm havde selvfølgelig ligesom alle andre (eller snarere mere end de fleste) sine egne visheder, han kritiserede samtiden ud fra.

Jeg kom til at tænke på Fromm, da jeg så Politiken-segmentets store psykolog Svend Brinkmanns Facebook-opslag den forgangne uge: ”Hvis det skal være, kan jeg da godt stille mig til rådighed som formandskandidat i DF. Vi har i høj grad brug for et parti, der kæmper for de danske værdier som frisind, tillid, frihed, lighed for loven, mindretalsbeskyttelse, ligestilling og tolerance.”

Opslaget bragte ham en del tusind indforståede positive reaktioner fra menigheden. Ikke sandt, hvem kan være imod alle de nævnte positive værdier? Det falder åbenbart ikke den store vismand ind, at netop bevarelsen af disse værdier forudsætter et ret så fintmasket net mod omverdenen, hvor den slags værdier hersker i (endnu) mindre grad.

Men at vi ”i høj grad” skulle have brug for et parti med netop disse værdier, er også typisk for Politiken-segmentets ideologi. Danmark er altså trods alt et af de steder i verden, hvor de værdier har bedst vilkår, og der er også noget, som hedder for meget af det gode. Ligesom man må forberede sig på krig for at sikre freden, må et folk have en vis grad af (udadrettet) illiberalitet for at bibeholde indre frihed.

Brinkmann afslører sig som utopisk ideolog ved at se en høj grad af behov for værdier i Danmark, som vi i forvejen ligger noget nær globalt i spidsen med. Det er ligesom, når man i Dagbladet Information læser om ”ultraliberalismens hærgen” i dagens Danmark – landet med et af verdens højeste skattetryk og udviklede socialstat.

Det segment, der vånder sig over, at behovene er umættelige under den herskende ”forbrugerisme”, har selv samme umættelige appetit på idiosynkratiske ”værdier”, der bare fortsætter ud ad en tangent, tilsyneladende uden noget hensyn til balance og nøgtern konsekvenstænkning. Alle fraser, der giver ”feelgood”, slår man modparten i hovedet med som absolutte begreber uden saglig drøftelse af den altafgørende vej til dem.

Det er samme taktik, Frankfurterskolen brugte i sin skånselsløse kritik af det bestående samfund, en renfærdig utopisme med tilsyneladende subtile plusord, det var svært at argumentere imod, men hvis realisering og opløsning af bestående strukturer og normer sandelig har svækket mere end gavnet Vesten og dets traditionelle kerneværdier.

Før havde dansk mainstreams centrum-venstre Klaus Rifbjerg som ”kulturelt fyrtårn” (blev han faktisk kaldt), nu har man Brinkmann, og det lover ikke godt for hverken det kulturelle niveau eller Danmarks fremtid. Han er slet ikke i stand til tænkning. For et par år siden skrev han sigende på Twitter: ”Hvis islam kan bebrejdes for terrorangreb udført af islamister, kan Trump også bebrejdes for angreb udført af trumpister.” Det er jo som at sammenligne pærer og bananer. Islam er en idé i aktørernes hoveder, Trump er en konkret person. Man kan ikke ”ræsonnere” dummere.

Men som alle tidens celebre meningsdannere siger Brinkmann bare de ”sympatiske” lyde uden dybere mening, som det milde, hjertelige og ufilosofiske danske folk gerne vil høre, og bliver derfor et orakel, men desværre hovedstemmen i et kæmpemæssigt, nationalt ekkokammer af tankeløshed, som fortsætter flugten ud ad samme utopiske tangent som den nu herostratisk berømte Frankfurterskole.