Danmarks Radio bad vestjysk socialdemokratisk lokalkandidat om at skrue op for dialekten, og straks blev han overdynget af ”progressive” fordomme…  Alle tænker vanemæssigt i bokse, men første skridt til at håndtere det er at være bevidst om det. Indvandringskritikere hører dagligt fra alskens steder, at man ikke kan skære alle over én kam, og kan ikke undgå et fokus på, at trods Koranens bogstavelige tyngdekraft, der trækker i én retning, kæmper muslimer mere eller mindre imod, og man møder personligt flinke folk også blandt dem. At der kan findes værdsatte fremmede, anerkender faktisk alle, men at nationale dissidenter ikke er fæle umennesker, er en kognitiv dissonans, kun få i mainstream kan leve med.

Fordomme og sort-hvid tænkning over for modstandere er klart større i den angiveligt fornuftige politiske ”midte” end i de fleste nationalsindedes verdensbillede, og stigende ud mod venstre, skønt det er nationalsindedes fordomme, der altid peges fingre ad. Og der findes også positive fordomme, som praktisk kan være mere skadelige end negative, der ofte blot fører til rettidig omhu. Danmarks Radio ynder at overbetone provinsielle danskere, men bagatelliserer omvendt fremmedes forskellighed fra det danske. En indvandrer bedes næppe om at tale mere gebrokkent. Men stærkest er den politisk korrekte kassetænkning i behandlingen af nationalsindede dissidenter.

Da Søren Espersen var journalist, havde han en historie om, hvordan den danske nazistleder Riis-Knudsen for en stund tog sig af et lille barn, der var blevet væk fra familien. Med et foto af Riis-Knudsen og den lille. Men ingen ville bringe historien, der kunne give ”svinet” et menneskeligt ansigt. I øvrigt rummer Riis-Knudsens nyligt udkomne erindringer flere eksempler på, hvordan det marxistiske danske universitetsmiljø udstødte den fagligt overlegent dygtige nazist, som om det var værre at være dét end at være kommunist (rødnazister, som min ven, modstandsmanden Sune Dalgård kaldte dem). Men man behøver jo langtfra at være nazist for at opleve at blive entydigt dæmoniseret. Forskellen på mediernes behandling af Rasmus Paludan og hans bror er et skoleeksempel.

Fordi jeg var i Danskernes Parti, oplever jeg også selv gentagne gange at blive kaldt nazist og uværdig blot som debatpartner, skønt jeg udførligt igen og igen gennem de sidste 30 år har kritiseret nazismen og klart formuleret mine uenigheder med den. Nationalsindede vurderes ikke på egne præmisser og kan tale herfra og til evigheden om, hvad de er, uden at der lyttes, for den angiveligt fordomsfri modpart kender jo allerede vore ”virkelige” holdninger…

Det er svært at finde en ”islamofob”, der tænker lige så firkantet om muslimer, som mainstream tænker om nationale dissidenter, ja for så vidt bare om danskere uden for storbyerne. Vi andre får uafbrudt at vide, at man ikke må forveksle ”islam” og ”muslimer”, mens vi selv som mennesker gøres lige så odiøse som vore angiveligt grimme holdninger.  Vi er inhumane egoister, skønt forskellen reelt drejer sig om et valg mellem omsorg for landsmænd eller for alverden.