I anledning af det nylige 450-års-jubilæum for Slaget ved Lepanto, hvor en europæisk koalition standsede det osmanniske riges ekspansion, bragte Historienet en artikel om begivenheden. For så vidt glædeligt at se, at de fleste kommentarer til artiklen på Facebook gik ud på, at et nyt lignende slag var fornødent. Men kommentarerne er dog også et udtryk for den manglende forståelse for, at situationen praktisk er en helt anden. Befolkningsudskiftningen har undergravet alle de anstrengelser, de nulevende europæeres forfædre har gjort for at holde islam ude, og fjenden står nu midt iblandt os og kan ikke besejres ved et simpelt slag.

Fronten kompliceres af, at muslimske immigranter eller deres efterkommere nu sidder på absolut ledende positioner i Vesteuropa, og nogle endda står for en mere restriktiv fremmedpolitik end mange af deres europæiske partifæller. Hadia Tajik, hvis forældre er pakistanske indvandrere, er netop blevet udnævnt til ”Norges mektigste kvinne”, nr. 2 i Arbeiderpartiet og de facto regeringsleder i statsministerens fravær. En lignende position har den oprindeligt illegale iranske flygtning Ardalan Shekarabi i Sverige, og fra andre europæiske lande er der tilsvarende eksempler.

At disse ”sekulære” muslimer bekæmper såvel trosfællers som venligboeres mere åbenlyse udskejelser, gør det svært for mainstream at se et problem ved, at mange europæiske lande snart kan styres af personer med ikke-europæisk baggrund. Fra et etnonationalt synspunkt er det klart, at det er galt, at styringen overtages af folk, der ikke er efterkommere af dem, der byggede landet. Men følger man de euro-muslimske politikeres debat med indfødte nationalkonservative, er det dog også klart, at perspektivet grundlæggende er skiftet med ledere uden rod i landet. Det indfødte perspektiv, kulturelt og i konkrete konflikter mellem europæere og indvandrere, affejes til fordel for den udenforståendes mere ”neutrale” syn.

De vesteuropæiske lande går kort sagt fra at være folkefællesskaber til arbejdsfællesskaber. Det bliver en mere skrøbelig forfatningspatriotisme, der holder sammen på det hele, en pragmatisk interesseafvejning om, at det kan betale sig at acceptere modparter, ikke en dybere følelse af skæbnefællesskab og udvidet familie. De europæiske nationalstater konsolideres som indvandringslande i stil med USA, medmindre de endda glider i mere islamistisk retning. Thi at et fåtal ledende muslimer virker vestliggjorte, skaber en farlig sorgløshed omkring hele problemet, en tro på, at det muslimske segment som helhed kan tilpasses og håndteres af demokratisk politik, skønt flertallet religiøst og kulturelt stadig lever i hjemlandet, endda i voksende grad med de nye generationer.

Dét er jo netop en forskel fra den amerikanske erfaring. Her kunne den tyske emigrantfamilie Eisenhauer give ophav til en hærleder (og senere præsident), der gik forrest i kampen mod Tyskland under 2. verdenskrig. Hvorfor skulle iranere og pakistanere så ikke kunne blive europæiske ledere imod den islamiske totalitarisme?, spørger de ubekymrede. I dag har man dog glemt, hvor splittet USA faktisk var helt frem til krigen, i særdeleshed opdelt efter europæisk ophav, hvor fx Tyskland (naturligvis) havde stor støtte blandt dem af tysk æt. Det var langtfra sikkert, at det gik, som det gjorde.

Nutidens muslimer i Europa adskiller sig fra den oprindelige europæiske befolkning mere markant og på flere måder, end de europæiske immigranter i USA gjorde indbyrdes. Og ikke mindst forbliver migranters kontakt med ophavslandene i dag langt mere intim, end den gjorde før i tiden. Den udadtil vestliggjorte muslimske elite af globalnomader deler tydeligvis deres europæiske kollegers opfattelse af, at det er et uproblematisk fænomen, ligesom deres uvilje ved at være ”indvandrerpolitikere” også gør, at de bagatelliserer farerne ved større befolkningsskift som sådanne. Den største forskel på den europæiske og amerikanske situation er dog, at en saglig sammenligning jo slet ikke burde være mellem europæiske indvandrere indbyrdes i USA og europæere og muslimer i Europa. Overført på USA er europæerne i nutidens Europa demografisk i indianernes situation.