”Nye Borgerlige er fascister. Så enkelt er det.” Siden disse ord af David Trads i 2018 er påstanden jo efterplapret utallige gange, og jo hyppigere jo længere man kommer ud på venstrefløjen. Og beskyldningerne er optrappet under den seneste valgkamp.

At det rent statsligt-økonomisk er nonsens at kalde de libertære NB (og Stram Kurs) fascister, er påvist mange gange. Men det er jo også snarere holdningen til muslimer, der henvises til med de aktuelle anklager.

Billedet ovenfor viser dog fascismens leder Mussolini med ”Islams Sværd”, der symboliserede, at han var ”Islams Beskytter” i det italiensk erobrede Libyen. Han fremmede et positivt billede af islam og støttede moskéer, koranskoler, pilgrimsrejsende til Mekka etc.

Mange muslimer så ligeledes fascismen som deres allierede, og ligesom med nazismen var der jo også dybe paralleller, så som krigermentalitet og fælles fjender i form af demokrati og vestmagterne. I øvrigt blev den italienske fascisme først racistisk for at tækkes Tyskland, i sit udgangspunkt var den ikke engang national, men så sig på en progressiv, grænseløs mission over for omverdenen.

Nutidens nærmeste parallel til fascismen er da indlysende den kapitalisme- og USA-hadende, woke-totalitære og i særdeleshed islampromoverende venstrefløj, hvis paramilitære afdeling endda øver terror på gaden i stil med fascisternes sortskjorter. At nationalsindede, frihedselskende islamkritikere fra Vermund til Paludan i vore dage hyppigst får tildelt fascisme-stemplet (mens sortskjorterne kalder sig antifascister), viser bare, hvor total begrebsforvirringen er blevet (eller rettere hvor legitimt det er blevet med velberåd hu at tilsværte politisk ukorrekte dissidenter med logisk indlysende gale, men virkningsfulde mærkater).