Under ovenstående overskrift skrev den gamle frihedskæmper og redaktør af bladet ”Danskeren”, dr. phil. Sune Dalgård, for præcis 25 år siden i sit blad følgende indlæg, der er om muligt mere aktuelt i dag end dengang. Der er ingen grund til at omformulere de stadig sande ord, som viser, hvor langt der fortsat er fra mainstream til en ægte national holdning:

En stor del af propagandaen for afskaffelsen af Danmark som et dansk land for det danske folk og indførelsen af et multietnisk samfund baseret på en konstant masseindvandring af fremmede går ud på at få danskerne til at tro, at det ikke kan være anderledes, fordi udviklingen er uafvendelig.

Et af de stærkeste kort i dette spil er henvisningen til den demografiske udvikling, altså ændringerne i folketal, fødselshyppighed, alderssammensætning o.s.v. i Danmark og i Europa som helhed, sammenlignet med samme udvikling i den omgivende verden, særlig i u-landene og ganske særlig i de islamiske områder syd og øst for Middelhavet. Den går nemlig klart og hurtigt i retning af stilstand og tilbagegang i folketal her hos os med færre unge og flere gamle, mens folketallet er i eksplosiv vækst der med en voldsom overvægt af unge. Denne demografiske udvikling ledsages af stadig større økonomisk velstand her og stadig større fattigdom der.

Dette fører ikke overraskende til et voldsomt pres fra store grupper i områderne med uhæmmet folkevækst for med alskens begrundelser og påskud at trænge sig ind i de rigere europæiske lande. Som bekendt er det også i vidt omfang lykkedes i den seneste generation eller to med en forhen ukendt flodbølge af “fremmedarbejdere”, “indvandrere” og “flygtninge” til følge. Og det er kun en beskeden forsmag på, hvad vi har i vente, hvis vi skal tro de kloge.

De vil nemlig have os til at tro, at denne udvikling er uafvendelig, så vi lige så godt først som sidst kan affinde os med den. Og ikke nok med det. Vi skal også ligefrem være glade for den og fremme den. Ellers kan vi nemlig ikke holde vort folketal og vores produktion og rigdom oppe, argumenterer de. Og så hjælper vi også de fattige lande fremad, så dampen måske med tiden går lidt af deres befolkningseksplosion!

Hele tankegangen i dette er uendelig naiv. Selv om vort folketal skulle stå stille eller gå noget tilbage, er der med den tekniske udvikling, vi er midt i, ingen grund til at frygte en økonomisk nedtur. Den kommer først, når man lukker fremmede bistandsklienter i hobetal ind til forsørgelse her. Vi kan heller ikke standse befolkningseksplosionen i de islamiske områder med bistandshjælp hverken her eller der. De mange milliarder i hjælp, der allerede postes i disse lande, tjener først og fremmest til at brødføde den uhæmmede tilvækst af mennesker der, som landene ikke selv er i stand til at forsørge. Nødhjælp til dem har kun mening, hvis den hjælper til at få styr på befolkningstilvæksten. Hvis landene ikke selv vil bidrage effektivt hertil, bør den indstilles.

Indtrængningen her af fremmede er ingen uafvendelig naturkatastrofe. Den er politisk skabt og kan naturligvis standses og vendes med en ændret politik. Det kræver blot, at det danske folk tager sig sammen til at afvise alt det nedbrydende og falske “humanitære” ævl og nonsens, der har behersket de senere årtier, og i stedet gør op med landsforræderiet og igen kræver Danmark som sin ejendom og sit enemærke.