Det er med stor sorg, at jeg erfaret, at min kampfælle for frihed Lars Vilks og to svenske politifolk er omkommet i en trafikulykke i Sverige!

Lars Vilks var en for Sverige usædvanlig mand, fordi han viste mod til at gå imod den politisk korrekte meningselite og resten af kulturparnasset.

Dette skete allerede i 1980, da han opførte kunstværket Nimis ved Kullen og lod det stå, selvom myndighederne krævede det fjernet.

Modsat, hvad mange tror, så tegnede Lars Vilks aldrig analfabeten Muhammed som en hund. Han tegnede Muhammed som en Rondellhund (Rundkørselshund). En Rondellhund er nogle brædder sømmet sammen, så det ligner en hund, som man dekorativt sætter i rundkørsler i Sverige. Det er naturligvis ikke en hund. Det ville også have været en fornærmelse imod hunde at påstå, at voldtægtsmanden Muhammed var en hund.

Jeg mødtes og talte selv med Lars Vilks ved flere lejligheder. Mest, da jeg var medlem af Lars Vilks Komiteen, som var nødvendig at stifte, fordi Lars Vilks ellers havde svært ved at finde et sted, hvor han kunne blive hørt. Det var, før mit medlemskab, under et møde i Lars Vilks Komiteen den 14. februar 2015, at den palæstinensiske morder og muslim Omar El-Hussein begik terrorangreb og myrdede den danske filminstruktør Finn Nørgaard. Senere samme dag myrdede Omar El-Hussein den danske jøde Dan Uzan ved synagogen. Et halvt år senere blev jeg politisk aktiv.

Mine samtaler med Lars Vilks var altid spændende. Han var en vidende og nysgerrig mand, og jeg mindes fx en samtale om det karikerede miljø i den svenske medieverden, hvor det er uhørt at påstå, at Sverige ikke er for hvem som helst. Jeg sagde til Lars, at problemet i Sverige mere er den førte politik og i mindre grad pressens ekstreme meningspåvirkning. Han sagde, at man ikke kun tale om det ene uden også at tale om det andet. Vi fortsatte samtalen, og han nævnte en kunster, som jeg ikke var bekendt med. Han så på mig med en høflig overbærenhed og forklarede det hele for mig. Dette var naturligvis også, hvorfor jeg værdsatte mine samtaler med Lars Vilks så meget: jeg lærte noget nyt hver gang.

I 2020 fik jeg noget mere til fælles med Lars Vilks. Den muslimske terrororganisation Al-Qaeda satte mig nemlig på deres dødsliste. På listen stod allerede Lars Vilks, Kurt Westergaard, Charlie Hebdo og Geert Wilders. Nu er der kun de to sidstnævnte og mig tilbage på listen.

De senere år havde Lars Vilks og jeg også det skæbnefællesskab, at vi begge oplevede ret uduelige og demokratifjendske sikkerhedstjenester, hvis ledelse lagde (og for mig fortsat lægger) utroligt mange hindringer i vejen for vores færden. Lars Vilks oplevede, at politiet i Sverige ville ophæve livvagtsbeskyttelsen, hvis han flyttede sammen med sin kæreste. De ville nemlig ikke betale for at beskytte ham, hvis han boede med sin kæreste. Jeg selv oplever, at PET vil ophæve livvagtsbeskyttelsen af mig permanent, hvis jeg tillader mig at færdes i min egen have i Rødkærsbro. PET vil nemlig ikke betale for at beskytte mig i min egen have. PET kræver, at jeg selv skal betale den million kroner, som det koster at beskytte haven. Det bliver trist for mine kommende børn, at deres far ikke må lege med dem i haven.

Lars Vilks har nu fået fred for de politichefer, der ødelagde sidste del af hans liv, og for de terrorister, der ville ham til livs.

Ære være Lars Vilks’ minde.