Hvert af de 47 medlemslande af Europarådet udpeger en dommer til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Dommerne har embedet i en periode på ni år. Generelt kommer dommerne fra det juridiske menneskeretsmiljø, der har svært ved at skelne aktivisme fra jura. Den netop udnævnte nye tjekkiske dommer, Kateřina Šimáčková, turde være et typisk eksempel.

Hun har de sidste otte år været dommer ved den tjekkiske forfatningsdomstol og er utvivlsomt en af landets juridiske kapaciteter. Hvilket dog ikke udelukker en velkendt slagside. For syv år siden deltog hun således i et debatmøde i anledning af en sag om en somalier, der blev smidt ud af en skole i Tjekkiet på grund af sit shariatørklæde. Et spørgsmål blev under mødet stillet om, “hvordan en sag kunne fremkalde en så enorm diskussion i samfundet”. Šimáčková mente, at dette skyldes “frygten for det ukendte. Muslimske tørklæder symboliserer en anden tradition og værdier. Desuden er enhver manifestation af religion risikabel i det tjekkiske sekulære miljø.” Debatmødet blev dramatisk til sidst, ”da eksperterne blev bedt om at besvare spørgsmålet om, hvorvidt de mener, at islam er en morderisk demagogi”. Šimáčková fandt ”spørgsmålet så upassende, at hun ikke ville besvare det”. (Siden har hun i øvrigt bl.a. også været vejleder på en kritisk disputats om europæiske landes sekulære tørklædepolitik).

For et par år siden kom Šimáčková i et ledende tjekkisk menneskerettighedstidsskrift med en kritik af den dømmende magts forhold i Ungarn og Polen. Kløgtigt sluttede hun: ”Da jeg arbejdede på udtalelsen om ungarsk administrativ lov, indså jeg, at nøjagtig, teknisk præcis og detaljeret kritik på høflig facon kan være meget mere effektiv end implicit politisk og generel kritik eller tilmed hysteri; det første vil mere sandsynligt give en konstruktiv reaktion og tilgangsvinkel fra den kritiserede stat. Desuden kan hård og ekstremt politisk kritik let provokere og fremme anti-europæisk retorik og således virke kontraproduktivt på offentligheden i de påvirkede lande.”

Det er jo en rigtig dygtig juristholdning, men det ændrer dog intet ved, at der bag den saglige facade er ganske bestemte opfattelser, som det bare kan være sværere at udpege bag det kliniske sprog. Det er den mentalitet, der dominerer i den magtfulde menneskerettighedsdomstol. De væsentligste ”politiske” spørgsmål såsom om islams væsen er man simpelthen for fornem til at besvare direkte, men dømme om direkte relaterede sager skal man jo immervæk, og dommene afslører den velkendte og forudsigelige tendens.