Skal man finde den nærmeste parallel til Rasmus Paludan, hvad angår debatskabende islamkritisk fremfærd og øvrig frisindet – nogle vil sige løssluppen – dissident-holdning, bliver det måske den hollandske filminstruktør Theodoor van Gogh, den kreative provokatør muslimdræbt i 2004. Den nærmeste aktuelle parallel til Paludan og hans parti kan være den tjekkiske islamkritiske bevægelse, der under flere betegnelser har været anført af især sommerfugleforskeren Martin Konvička og sociologen Petr Hampl.

Lighederne er dels i den ydre fremfærd, idet de nævnte har organiseret diverse spektakulære happenings, mest kendt et fingeret ISIS-angreb i det centrale Prag, hvor Konvička red på en kamel. Og dels i de generelle holdninger i kampen mod islamiseringen og forsvaret af det moderne sekulære samfund, der adskiller den tjekkiske bevægelse fra selverklærede reaktionære og højreradikale.

Martin Konvička beskrev i 2015, hvordan visse elementer af den tjekkiske mentalitet kunne give succes i kampen, hvor Vesteuropa er kommet til kort:

”Vi er sekulære, skeptiske, fritænkende, sundt kyniske og har erfaring med totalitær regering. Jeg håbede, at modstand ville komme fra hele samfundet, alle dets klasser… Jeg stolede på at lave sjov med islam i medier og kultur. Jeg håbede, at snu tjekkiske forretningsmænd ville evne at splintre den lokale finansielle basis for jihad. Jeg stolede på, at solidariteten landsmænd imellem ville hindre dem i at købe ejendom her, at myndigheder ville småmobbe på alle fronter for at gøre det svært for dem at flytte hertil, og jeg troede på tjekkisk humor.”

Han blev altså skuffet, og i et interview (på engelsk) efter sit kamel-stunt i 2016 beskriver han, hvordan alle medier beskrev ham som den ondeste mand i Tjekkiet (skønt hans engagement for sagen begyndte, da han blev involveret i at hjælpe en kvinde ud af islams undertrykkelse). Han havde kalkuleret med at appellere til humoren og ironien i det tjekkiske sind, men resultatet blev hysteri og forargelse. Ganske få personer, der angiveligt blev forskrækkede over happeningen, blev gjort til den generelle reaktion, og budskabet druknede i det velkendte moraliserende ramaskrig.

Man kan vel godt kalde de ledende tjekkiske islamkritikere for nogle højtuddannede originaler, og der er nu lavet en film med et sympatisk portræt af dem. Pointen her er dog, at deres på én gang fabulerende og velargumenterede bidrag blev modtaget på præcis samme facon, som mere dystre ideologer og støvletrampende imitatorer af 30’ernes fænomener bliver det. Er man bare imod islamiseringen, er den øvrige indpakning overalt i Europa sekundær for modtagelsen. Men vil mainstream principielt ikke anerkende problemstillingen og tage demokratiske dissidenter seriøst, ender det forudsigeligt med noget, der ligner 30’ernes fænomener.

Stram Kurs er det danske forsøg på en underfundig fremgangsmåde i pagt med det danske sind, men herhjemme mødes en humoristisk tilgang også med nedadvendte mundvige (det erfarede allerede Glistrup), og man vil åbenbart hellere slås med en egentlig reaktionær national opposition, som man vel (med rette) mener vil fremstå mere odiøs for folket og have mindre mulighed for bred opbakning. Derfor forsøger man selvfølgelig også så vidt muligt at slå de mere uideologiske og (post)moderne islamkritikere i hartkorn med de historisk belastede tendenser.