Den danske film med overnævnte titel fra 1959 kan stadig ses med udbytte med verdens nuværende situation i baghovedet, en stadig mere kafkask verden. Hertil kan føjes den amerikanske psykiater Lyle Rossiters bog The Liberal Mind, som skønt heller ikke ny stadig jævnligt og fuldt fortjent trækkes frem i debatten.
Dr. Rossiter diagnosticerer det venstreorienterede eller progressive sind som galskab. Trangen til kontrol, tryghed, selektiv virkelighedsopfattelse, utopiske drømme og den stærke misundelse, der camoufleres bag snak om ”retfærdighed”, og hadefuldhed som “kærlighed”, er blot nogle af de symptomer, han finder på den røde syge.
Skønt Rossiter har gode pointer, er han jo nok i forvejen ikke venstrefløjen venlig stemt, og jeg holder mere af at gå efter bold end mand – fokusere på sagen i stedet for budbringeren. Fordi jeg jo selv har oplevet så mange gange at blive nedgjort eller mistænkeliggjort personligt i stedet for at få modargumenter til mit budskab. Og fordi jeg mener, at de stærke saglige argumenter sandelig er på min side.
Det vigtige ved Rossiters bog er for mig at se først og fremmest, at han netop bare gør, hvad modparten har gjort mod ”højrefløjen” i generationer. I hvert fald lige siden Adorno kom med sin teori om den autoritære personlighed i 1950. Den er blevet mainstream, mens en som Lassiter stemples som polemiker, hvad han også er, men så vist også med sagligt mindst lige så stærke pointer som Adorno.
Som den berømte tegning af trappen, der ses helt forskelligt fra to sider, således er også tolkningen af mennesker og holdninger. Problemet i dag er så, at det ene perspektiv på trappen er langt mere anerkendt end det andet, og kun det ene er undervisningsstof på læreanstalter og paradigme i mainstreammedierne. Skønt intet sagligt taler imod, at det kunne være stik modsat, hvilket demokratisk betyder, at begge syn burde have samme status.
At modsatte meninger er udtryk for en slags vanvid, er den naturlige reaktion. Men er den offentlige mening ikke indstillet på, at enten er ingen tossede, eller også (det mere plausible svar) er vi alle sammen tossede, så ender dissidenter indespærret på galeanstalter, og det er måske faktisk ikke så fjernt. Og det bliver jo nok primært islamofober, der vil fylde de lukkede afdelinger.
Jeg er alvorligt bange for af du kan få ret i din dystopiske forudsigelse om fængsling og forfølgelse af “islamofober”, Neerup Buhl. “Islamofob” er efterhånden bare blevet det udtryk, man stempler på folk, der ikke synes om islam og islams leveregler- og det er også udbredt i Vesten, som mere eller mindre allerede har overgivet sig til den nye totalt dominerende verdensreligion, efter at især Vesteuropa igennem de seneste 50-70 år er blevet totalt afkristnet.
Trappe illustrationen ovenfor perspektiverer to sider af samme sag – enten op-eller-nedgang og fra hvilken side der beskues fra: Højre-eller-venstre.
Om man derved ser trinene som gående op-eller-ned er i sagens natur så afhængigt af hvilken indstilling og holdning man har til forståelse af perspektivet i trappens symbolik.
Ja, men som altid vil der være to sider af en sag, og begge skal med for at fremme forståelsen af hele sagens omgang…hele perspektivet skal med.
Man kan ikke bare se det hele fra en enkelt side og selektivt udelukke den anden for’godt’befindende. Det går ikke for så får man jo netop ikke belyst det hele i sagens natur.
Her er i alt fald en sag – nedenstående link – der skal belyses fra begge sider – for ellers er vi vist blevet tosset: Sagen er i alt fald et glimrende eksempel på den røde syge etc. Dette kan kan godt minde om vanvid i en eller anden grad.
Se: https://syrienblog.net/2021/09/24/34-aarige-nesrin-alkhaldi-hader-assad-gaar-i-9-klasse-koerer-volvo-og-gaar-med-gucci-toerklaede/