Ovenstående valgplakat fra det tyske Grønne partis Berlin-afdeling ligner jo sådan noget som et af de paradisiske billeder fra Jehovas Vidner, og det forekommer mig ganske afslørende for mentaliteten. Det er som regel højrefløj eller nationalister, der beskyldes for at leve i en boble eller en subkultur, men man må spørge sig selv, om det er en slags religiøs kult, der har kapret meget af tidsånden og reelt sætter tonen. Og som al religion er leverandør af ønsketænkning i stedet for virkelighedsanalyse.

Beatles-folkene bød i de glade tressere på ”Imagine”, der med sin forbrødrings-utopi stadig fungerer som en slags venligbo-slagsang, og på ”Yellow Submarine”, om at leve i sin egen lille verden, gerne på syretrip. Den harmoniske multikulti-utopi, den tyske plakat illustrerer, deles herhjemme politisk af alt fra Enhedsliste til De Radikale og tilsyneladende også af mange pæne borgerlige, samt af de fleste i ”den fjerde statsmagt”.  

Hashtågerne fra 1968 har umærkeligt bredt sig ind gennem redaktioners og myndigheders dørsprækker og påvirket og gennemtrængt meget i samfundet, så man går rundt i en konstant døs af smukke illusioner og forveksler dem med virkeligheden. Snæversyn kan jo i høj grad også være ”progressivt”, for så vidt som man filtrerer alle farer og ulemper væk ved en udvikling og kun ser isbjergets smukke top i himmelsk belysning.

Dansk Folkepartis Ungdom fik for snart 20 år siden en racismedom for ”krænkende” valgplakater, men sagligt set langt farligere og mere strafværdig (ud fra konsekvens-etisk logik) er en plakat som de Grønnes, der lover harmoni og kærlighed, men får islamisering og vold. Lovespeech får i politisk sammenhæng tit værre konsekvenser end hatespeech, hvis effekt kan siges at være overforsikring mod skuffelser i stedet for de overkærliges skødesløshed og ubesindighed forvoldt af for positive illusioner.