”Populisme” defineres ikke mindst ved, at der postuleres en kløft mellem samfundets ledelse og de menige borgere, men man skal dog være blind for at påstå, at den kløft er noget, populistiske ideologer har fundet på. Faktisk er det en så generel sandhed, at det parti, der herhjemme er mest kendt for dette populistiske budskab, Dansk Folkeparti, nu selv er et stjerneeksempel på denne kløft.
Martin Henriksens popularitet blandt DF’s menige medlemmer i kontrast til hans paria-status blandt det meste af partiets øvrige topfolk er sigende for den udvikling hen imod det pæne og etablerede, som Pia Kjærsgaard hårdnakket benægter. Mens hun antyder, at Henriksen (uha!) har Stram Kurs-sympatier, fordi han åbenbart udtrykker DF-”folkets” holdning til fordel for mere markante fremmedpolitiske udmeldinger.
Henriksen er næppe SK-sympatisør, skal man tro enkelte af hans tidligere udtalelser (dog må han selvfølgelig også være taktisk). Men han er den prominente DF’er, der kommer nærmest det paludanske program på væsentlige punkter. Hvilket vel kunne føre til en renæssance for DF, hvis han fik magt som agt, da en stor del af partiets nedtur jo nok skyldes, at det i sin selvros faktisk giver modstanderne ret i, at dets politik er blevet mainstream og partiet derfor er blevet overflødigt.
Det har dog ingensinde været så farligt for en dansker at gå på gader og stræder mange steder i landet, som det er nu, og mens den ”danske befolkning” hastigt nærmer sig seks millioner, falder antallet af ægte danskere til under fem. For at bruge et udtryk af Churchill, er vi højst nået til enden på begyndelsen af krigen. Men DF’s selvtilfredshed og forbudte selvkritik har knæsat det indtryk, at sejren mere eller mindre er i hus. Skønt det reelt stadig mere er Pia og resten af danskerne, der tilpasser sig islamiseringens fait accompli, fordi man (eller altså “eliten”) i hovedtræk accepterer det aktuelle demografiske facit.
Er Martin Henriksens budskab ubetimeligt for partiets toneangivende kræfter, rammer det i hvert fald hovedet på sømmet for Danmarks fremtid, og er han en dag ikke længere velkommen i DF, må man håbe, at et mere ægte nationalt parti kan bringe ham frem, og kan huse den store del af de menige DF’ere, der reelt er politisk hjemløse i dette og andre folketingspartier. (Lur mig, om ikke en stor andel menige i Nye Borgerlige ikke også snart indser det samme med deres ledelse). Er en uforblommet folkets stemme virkelig så svær at acceptere i et angiveligt folkestyre?
Før Fremskridtspartiets opløsning havde man den interne strid i partiet om “strammere” og “slappere”. Her endte det til sidst med at “slapperne” simpelthen overtog partiet- og derefter brød ud af det.
Nu er slapperpartiet åbenbart delt op i dem, der er “slappe” og dem, der vel så kan kaldes “ekstremt slappe”. Ingen af parterne har nogetsomhelst til fælles med det originale Fremskridtsparti’s standpunkter mere.
I det hele taget kan det vist ikke blive mere slapt, før det hele braser sammen om ørerne på DF’erne og politikere og medlemmer lige så godt kan melde sig ind i Venstre, Konservative, Radikale eller Socialdemokratiet. For det er ikke til at se forskel på disse partier mere, når man ser på deres handlinger og som jeg ser det så det er det eneste, man skal vurdere dem ud fra. Hvis man vurderer dem ud fra deres taler og hensigtserklæringer samt begynder at dele deres virkelighedsopfattelse, så befinder man sig lige pludselig i en anden og “bedre” verden, hvor man kan sidde og se ned på den uregerlige og fordomsfulde befolkning, der bare ikke kan forstå politikernes fantastiske visioner og det vidunderlige samfund, de har forberedt til de små dumme, uforstående borgere, der ikke VIL forstå storheden i politikernes projekt, mens man forbereder næste led i folkeopdragelsen.
Ja, politik er ikke valget mellem det nuværende og idealet, men mellem større og mindre onder… Man kan næppe forvente, at den nødvendige skarpe medicin tages i én mundfuld. I forvejen kommer Henriksen næppe til at sætte tonen i DF, og endnu mindre i regeringspolitikken, så det hele bliver babysteps. Hvilket dog også afspejler, at heller ikke “folket” nødvendigvis har indset miserens fulde omfang. Den andel af folket, der er rede til at gå så vidt som Henriksen, er stadig kun en lille minoritet, så der er slet ikke grundlag for, at DF eller noget andet vokser ind i himlen. Så man må bare heppe på det mindst ringe.
Hvad er det for en fugleskræmsel i den røde gardin. ??
Er det DF´s Bogstrøm.?
Kjærsgaard har nok indset at hun har været på taberholdet og har nu svoret troskab til sin nye tro i moskéen..