Storbritannien døjer med problemer efter Brexit. Varemangel. Illegal indvandring. Arbejdskraftmangel, efter at mange EU-borgere er rejst. Ikke mindst chauffører. Det totalitært besatte kontinent venter (igen) spændt på, om briterne trods alt kan stå fast.

Problemet har klart to parter. Ligesom da Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 afveg fra Warszawapagten (officielt Traktaten for Venskab, Samarbejde og Gensidig Hjælp), er det klart, at EU – under en endnu pænere facade – ønsker at give et eksempel til afskrækkelse. Man kunne gøre løsrivelse nemmere, men gør det modsatte.

Men Storbritannien må også gøre sig klart, at suverænitet koster, selv om det på sigt er mindre og ikke så skæbnesvangert som underkastelsen i Unionens ”tryghed”. Allerede i fjor kunne man undre sig over, at briterne med et ringere socialvæsen end så mange andre ikke kunne mobilisere landarbejdere nok blandt deres egne for at få høsten i hus, men måtte vente på rumænere.

Unge briter gider ikke være lastbilchauffører og tage job, der er længere nede i status og med mange ulemper. Eller i hvert fald er systemet gennem mange år blevet tilpasset, at der er andre udefra, som hellere vil have de job i Storbritannien. Unionen med arbejdskraftens frie bevægelighed bliver et farligt vanedannende narkotikum, som det er meget svært pludselig at undvære uden voldsomme abstinenser.

Om noget er dét i hvert fald en lære for andre lande i Unionen. Folket må være åndeligt forberedt på frihedens byrde. Hvilket understreger vigtigheden af den libertære søjle i Stram Kurs’ program. Et frit land kan ikke opretholdes af en socialstats velfærdsnarkomaner, som helst ser samfundets beskidte arbejde udført af andre, og som fortryder ved den første modgang. Man må også i fredstid være parat til midlertidige afsavn for landets frihed. Storbritanniens potentielle politiske krise består nok ikke mindst i, at premierministeren reelt er mere nationalsindet end sit folks flertal. På den måde havde Churchill det faktisk nemmere.