Forfatter og oversætter Flemming Chr. Nielsen var i 90’erne pioneren for den venligbo-ånd, der nu næsten helt har overtaget Jyllands-Posten. Altid med en infam kommentar parat til Søren Krarup og dennes medkæmpere. Den 15. juli i år skrev Nielsen et bemærkelsesværdigt Facebook-opslag, hvor han medgiver, at der nok har været 3-4 stenkast mod danske biler på vej mod Ystad til Bornholm, men resten er historier af bilister, der ønsker ”10 sekunders berømmelse ved at optræde i en politirapport”. Vel at mærke har der nu været langt over 100 anmeldelser, og i kommentarsporet til Nielsens teori var der forståeligt flere læsere, som følte sig uretfærdigt bedømt efter selv at have været udsat for terroren, plus diverse vrede kommentarer.

Godt en uge efter gjorde Nielsen så status på reaktionerne og satte sig selv i positur som offer: ”Siden har jeg klogeligt holdt mig i skindet, for jeg siger jer: det raseri, man møder, hvis man skriver noget pænt om muslimer, er for intet at regne mod den fråde, der skyller én imøde, hvis man så meget som antyder – og nu kommer det så – at de stenslag for hovedpartens vedkommende KAN være en vandrehistorie.” Indsigelserne mod hans egne urimeligheder og reelle tilsvining af ofre sammenfatter han selvretfærdigt: 95 pct. af Facebook er ”en kostald med bare en grebning mellem dig og uhumskhederne”.

Selvfølgelig måtte Nielsen væve sin seneste teori sammen med det muslim-forsvar, der har beskæftiget ham i mange år. Så lad os bare væve videre på parallellen. Påstår nogen fx, at de mange historier om ”hadforbrydelser” og ”hverdagsracisme” i Danmark mest er vandrehistorier for at opnå fordele, ville han jo straks fare i harnisk, og her har man vel at mærke ikke konkrete beviser i form af sten og bilskader.

Men Nielsens teori er generelt tankevækkende til belysning af den mentalitet, der muliggør den fortsatte islamisering og blindhed for udviklingen. Uanset hvad der sker af ulykker, og de (bogstaveligt) hårde kendsgerninger som belæg for det, kan de åbenbart bortforklares, og fingeren rettes mod de menige danskere som idioterne i historien. Man kommer til at tænke på en tidligere generations stalinister, som i Sovjets forfald kun så fremskridt, herhjemme kun reaktionært fordærv.

Den tilbagelænede forsvarer af ”humanismen” foran computerskærmen iagttager de stigende samfundskonflikter og ved altid, at fjolserne og fordommene er at finde blandt de ramte landsmænd. De, der lægger skylden andetsteds, er notorisk vulgære og ude med en skidtspand, og ingen bortforklaring er for søgt for Nielsen til at opretholde dette danskfjendtlige moralske verdensbillede med ham selv øverst oppe.