I dag begynder så straffesagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, med en besynderlig række hårtrukne anklager, der højst kan kaldes småtterier i den uhyre bunke svindel, der i øvrigt hersker i EU uden konsekvenser.

Og Messerschmidt er jo langtfra den eneste markante kritiker af mainstream, som man gennem tiden har villet få ram på juridisk, når de i øvrigt ikke var til at stoppe. De ovenfor afbildede personer er et udpluk af dem, man har forsøgt at stække med kafkaske sager. Hertil kan føjes en sværm af mindre fremtrædende dissidenter, fra Hans Hetler og selvfølgelig frem til nutidens mange ”racisme-dømte”, der er usminket politisk motiverede.

Man kan beviseligt med større ret slæbe fremtrædende repræsentanter for mainstream for retten, men det sker aldrig. Nu skabes der med velberåd hu et billede af, at politiske dissidenter generelt er odiøse lovbrydere, fordi de fleste mennesker nu engang har den naive tro på, at vi lever i et retssamfund med en neutral og objektiv dømmende magt, der ikke bør betvivles.

Mogens Glistrup er nok den, der mest udførligt har påpeget (og ved egen hårde skæbne illustreret i praksis) alle myndigheders sammenspisthed. Hans redegørelse fra 1981 er stadig et fremragende kompendium heri:

“I syv år har Glistrup siddet i retssalene omringet af sammenspiste fjender, som alle fuldt og helt har været besjælet af ét fælles ønske: at smadre Fremskridtspartiet. Herfra har det ikke været nogen undtagelse med de to, der sad på Glistrups venstrefløj – Ingerslev og Suenson. Ejheller midt for eller til højre. Her sad embedsmændene (dommere og anklagere). Og bedre var det ikke i ryggen med journalister, der vidste, at deres redaktioner bare var interesserede i at få et eller andet – selv om det så ikke var sandt – som satte Glistrup i gabestokken. Værst var den Ritzaumand, som fodrede langt de fleste blade (samt Danmarks radio og tv), og hvis hele udseende og fremtræden lyste langt væk af venstrefordrejet socialistjesuitisme. Normalt fortav han, hvad der var fremført af Glistrup. Aldrig gengav han det loyalt.”

“Døve øren var det eneste, retten havde at levne den anklagede. Ganske som landsretten ikke ville tåle ét eneste af Glistrups beviser, ville den heller ikke forstyrres ved at blive stillet over for hans argumenter. Landsretten havde for længst bestemt sig til ikke at ville høre på Glistrup. Også med hensyn til at afskære den tiltalte fra at fremkomme med sit forsvar, blev Glistrupsagen aldeles enestående i dansk retshistorie.”

”Sådan er den juridiske arbejdsmetode, når en besværlig samfundskritiker med djævelens vold og magt skal karnøfles. Hellere »solidarisk« med embedsbrødrene end beskytte anklagedes retssikkerhed.”…

Glistrups beretning bør læses af alle med illusioner om vort liberale demokrati og retssamfunds lige vilkår for alle, og det forstemmende er, at budskabet i Glistrups historie er præcis lige så aktuelt i dag som dengang. Udkæmpedes den politiske kamp på lige vilkår, ville den islamiske trussel i Danmark hurtigt kunne neutraliseres, men den største og primære fjende for dansk lykke var og er danskernes egne myndigheder.