Det går godt for byggeaktiviteten i Danmark. Jeg er vel næppe den eneste, der ser med undren på, at der i næsten alle de lokalområder, jeg kender, hele tiden inddrages nye områder til bebyggelser. I over 50 år har danske kvinder født under to børn i gennemsnit, dvs. befolkningen burde aftage, men der er blevet næsten en million flere indbyggere i Danmark siden min barndom i 70’erne. Så hvem bygges der boliger til? En del skyldes selvfølgelig, at stadig flere danskere bor alene, en tendens, der i øvrigt kun forstærker den demografiske nedgang af ægte danskere på sigt. Men hovedsagelig må der bygges til og på grund af millionen, som er kommet udefra.

På Amager Fælled er der fx planer om at opføre 2000 nye boliger med tilhørende butikker m.v., men det er nu sat på pause, fordi det truer stor vandsalamanders levested. Begrundelsen er jo at holde folk for nar. Stor vandsalamander er almindelig i store dele af Danmark og er udbredt i en stor del af Europa. Arten er ikke mere ”truet” end syrere i Syrien, men ligesom disses status er den et eksempel på virkelighedsfjern international lovgivning. Hvorfor kan man ikke bare ærligt sige, at man gerne vil have et grønt åndehul i storbyen – og mht. syrerne ærligt sige, at man hader den homogene nationalstat og ser mange muslimer i Danmark som en berigelse?

Disse to nævnte ønsker til fordel for natur og indvandring kolliderer dog før eller siden. Netop naturelskere burde være imod masseindvandring. Ellers kan de næppe uden hykleri protestere imod bebyggelse af naturområder, i særdeleshed omkring storbyer. Ligesom at flytte ulandsfolk til i-lande i øvrigt i sig selv også giver mere forurening og ressourceforbrug. Men Danmarks Naturfredningsforening, der har gjort vandsalamanderen på Amager til en mærkesag for grønt juristeri, er klart rød-grøn, med en kendt Enhedsliste-kvinde som formand. Det hænger ikke sammen.

Indvandringsskeptikere anklages ofte for at manipulere med fakta og at bruge katastrofe-retorik, men de overgås i hvert fald af Danmarks Naturfredningsforening. Så sent som i dag så jeg en af foreningens Facebook-reklamer, der indledes: ”Bliver du også glad, når du ser en sommerfugl flyve forbi i det danske sommerland? Den tid kan snart være forbi! Omkring 50% af de arter af dagsommerfugle, der lever i Danmark, er i fare for at uddø og forsvinde herhjemme.” Det er goddag mand økseskaft. De sommerfugle, langt de fleste ser i deres haver, er ikke truede, måske snarere bliver de mere almindelige. De arter, der forsvinder, kendes kun af eksperterne. De ses af lige så få mennesker som stor vandsalamander.

Den svenske entomolog og populære forfatter Fredrik Sjöberg er blevet ilde set blandt mange naturdyrkere ved at kritisere katastroferetorikken og især den omfattende kategorisering og lovgivning om ”rødlistede” truede arter. Han efterlyser netop mere ærlighed i debatten, altså at man i stedet for at videnskabeliggøre den simpelthen skal gå i brechen for den smukke og rige natur, man ønsker bevaret som helhed, og ikke fordi der lever en obskur, konventionsbeskyttet art skjult et sted i den.

Det er jo et opråb for en ærlig kamp mellem holdninger, ikke tvivlsomme “facts”, man kun kan gentage også på andre politikområder. Nationalsindedes hovedargument er og bliver simpelthen, at man vil bevare sit folks levested. Det er en subjektiv værdi til fordel for éns nærmeststående. Her er det modparten, som i sit forsøg på at tromle og bosætte invasive arter altid vil bevise og begrunde ”behovet” med bl.a. økonomi, jura og forholdene i udrejselandene. Hvorfor ikke bare ærligt sige, at man i stedet for det bøgegrønne historiske Danmark med plads til både landsmænd og natur ønsker en opblandet global metropol?