Fahrenheit 451 er en dystopisk roman fra 1953 skrevet af Ray Bradbury. Titlen refererer til den temperatur, som papir antændes ved: 451 grader Fahrenheit. Det svarer til 233 grader Celsius. I dette fremtidssamfund er bøger forbudte, da de gør folk ulykkelige. Brandvæsnet opsporer og brænder derfor de ulovlige bøger. Bradburys bog er egentlig mere realistisk end Orwells 1984, men står i skyggen af den. Vi er jo med woke-mentaliteten tæt på, at gør noget folk kede af det, er det argument nok til at forbyde det.

Og nu lader det til, at sandheden er, at papir antændes allerede ved Fahrenheit 121. I hvert fald præsenteres den aktuelle hedebølge i Canada som en direkte årsag til, at skoven og dermed landsbyen Lytton brændte ned. Og denne varme er naturligvis igen et direkte udtryk for den globale opvarmning, skønt der altid bliver peget fingre ad skeptikere, når de ”forveksler vejr med klima” og bruger en kuldeperiode som bevis på deres standpunkt. Men det modsatte er altså okay.

Men i det hele taget er niveauet for selvantændelse åbenbart faldet. Med den tiltagende islamisering er samfundet blevet meget letantændeligt, og det, der kan skabe gnister, må forbydes. Hertil kommer den nævnte utålsomme politiske korrekthed, som ikke blot findes i woke-lejren, men er de ”liberale demokratier” iboende. Ganske typisk udtaler Polens liberaldemokratiske oppositionsleder Donald Tusk nu: ”I dag regerer ondskaben i Polen.” Med et sådant syn på modparten er man måske ikke særlig demokratisk selv…

Der er faktisk en verden til forskel mellem kristent inspirerede regeringer som Polens og Ungarns, der vil lægge et normativt grundlag for samfundet ud fra erkendelsen, at vi alle er syndere, der har faste rammer behov, og så den moderne liberaldemokratiske mentalitet, der ”bekæmper ondskaben” – hos de andre. Det første var i generationer demokratiets religionsfilosofiske grundlag, det andet er totalitarisme.

Den herskende ”konvergens af katastrofer”, islamiseringen og den politiske korrekthed, gør ikke Fahrenheit 451 (eller rettere er altså kun 121 fornøden) til fjern science fiction. Nu er bøger bare blevet lidt forældede siden Bradburys dage, og det er i dag internettet, der censureres, men det kan jo også foregå mindre spektakulært ved et tryk på en knap. Om de farlige tanker står på papir eller på skærm, er jo fuldstændig hip som hap. Var alt det, der nu bortcensureres, tekster i bøger, ville de aktuelle magthavere åbenlyst bringe mindelser om et nyt tysk regime fra år 1933.