I kølvandet på forårets meget omtalte brev fra franske militærfolk med advarsler om nationens tilstand rapporterede mainstreammedierne, at forfatterne var fra den ”yderste højrefløj” eller lignende. Journalisten Olivier Bault fra det polske medie dorzeczy.pl har talt med pensioneret gendarmerikaptajn Jean-Pierre Fabre-Bernadac, hovedforfatter af det omtalte brev. Interviewet gengives nedenfor og tyder jo ikke på nogen form for ekstremisme, måske snarere en for forsigtig tilgang til den generelle islamiserings eller blotte demografis betydning. Det er jo sært, at i modsætning til fx læger eller andre eksperter inden for diverse felter ses militærfolk ikke som eksperter i samfundets sikkerhed, men bliver malet op i et ideologisk hjørne – som alle, der advarer tilstrækkelig markant om udviklingen. En saglig debat lader til at være umulig, thi blot man fremfører nogle begrundende advarsler af en bestemt art, er man pr. definition ekstremist.

På spørgsmålet, om et militærkup truer, svarede Fabre-Bernadac:

Reaktionen på vores brev er komisk. Disse mennesker læste det ikke engang ordentligt. I det brev, jeg skrev, siger jeg det modsatte. Jeg skriver, at den nuværende situation i Frankrig er dramatisk, tilmed tragisk. På et tidspunkt, hvor politikere ikke ønsker at indrømme, at dette er tilfældet, er vi simpelthen på vej mod hærens indblanding, som de bliver nødt til at ty til. Derfor bruger jeg udtrykket ”mission” i mit brev. Udtrykket ”mission” betyder, at beslutningen ikke træffes af militæret, men af regeringen.

Hvad fik Dem og underskriverne af brevet til at offentliggøre det lige nu, og hvorfor offentliggjorde De det ikke før? Er præsident Macrons ansvar for opløsning af Frankrig større end hans forgængeres?

Macrons ansvar er ikke større. Han er efterfølgeren til dem, der bærer dette ansvar, og han blev selv medansvarlig for situationen. Problemet er, at disse mennesker ikke fortæller sandheden. De er ikke interesserede i virkeligheden. For dem er det vigtigste facaden og at feje problemer under tæppet. ”Politisk korrekthed” er allestedsnærværende i vores land og overskygger sandheden. Vi ønskede at fortælle sandheden. Vi ville forklare, hvordan forstæder 450 eller 500 steder i Frankrig, ikke kun i store byer, men også i små byer, blev zoner, hvor loven ikke længere herskede. Og det siger vi også på grund af de mennesker, der bor der. Det handler ikke om at bebrejde muslimer, men om fordømmelse af islamister. Muslimer, der bor i disse zoner, står over for endnu større problemer, end vi gør. I dag har vi brug for beslutsomhed og evne til at stille krav, som regeringer ikke har haft i fyrre år.

I Deres brev advarer De mod risikoen for en borgerkrig i Frankrig. De er ikke den første, vi har for nylig hørt en lignende advarsel fra general de Villiers, den tidligere stabschef for hæren – og før ham Gerard Collomb, indenrigsminister, eller en skriftlig erklæring fra politichef Bertrand Soubelet, der sagde, at politiet var meget bekymret over ulovlige våbenlagre i franske etniske distrikter. De er selv pensioneret fra politiet. Tror De, at der virkelig er risiko for borgerkrig i Frankrig?

Mere end en borgerkrig. I ordets snævre forstand er vi i fare for en krig mellem to kulturer, en krig mellem to forskellige befolkninger. Mellem Frankrig og ”Frankrigs forstæder”, hvor det aktive mindretal lever som fisk i vandet, hvor flertallet skræmmes. I forstæderne har vi at gøre med en realitet, som den franske stat skal reagere på, men det gør den ikke. Ja, truslen er risikoen for en åben væbnet konflikt mellem de to samfund.

For at se denne følelse af usikkerhed, der begynder at herske i Frankrig, er vi nødt til at dæmpe ideologien, der førte til denne fatale situation. Alle de strukturer af ”racisme”, der demoraliserer Frankrig. Bekymringer inkluderer ikke kun aggressive handlinger, mord og voldtægt, men også daglig ejendomskriminalitet. Ødelagte biler, tyveri af scootere, alt muligt hærværk … Dette er mennesker, der bor i lejlighedskomplekser, der må tie stille, når der er bander med narkotikahandel i korridorer og parkeringspladser, der lige under deres næse og foran alle terroriserer de lokale. Det er problemet. Dette er en koldbrand, der ødelægger samfundets væv og påvirker en stigende del af det. Folk kan ikke tåle det længere. Dette er en realtidsbombe, der kan eksplodere når som helst. Staten burde indse dette – og De har selv set, hvad reaktionen på vores brev var. I sidste ende blev vi anklaget, ikke de kriminelle og oprørerne.

I et brev, der er offentliggjort til støtte for Deres brev, og som er blevet underskrevet af hundreder af tusinder af civile, sammenligner officerer i aktiv tjeneste situationen i Frankrig med den situation, de kender fra Afghanistan, Mali, Centralafrika og andre lande. Ser denne sammenligning af Frankrig med lande, der er beskrevet som ”fejlslagne stater”, ikke lidt overdrevet ud for Dem? Set fra landene i den tidligere østblok – skal vi være bange for, at nogle NATO-allierede i Vesten bliver fejlslagne stater?

Jeg gentager endnu en gang: Det er et advarselssignal. Vi er klart ikke i denne situation endnu, men vi bevæger os hen imod den. Når vi ser på stigningen i trusler i de sidste tyve år, viser det sig at være konstant og endda accelererende for nylig. Vores kolleger i aktiv tjeneste forsøger at være fremsynede, som vi gør det i vores offentliggjorte brev, jeg skrev – for at regeringen skal tage disse forhold i betragtning. Vil den endelig beslutte at gøre det?

Frankrig skal reddes i dag. Det er nødvendigt at redde den franske nation, som har fået nok og er ved at løbe tør for kræfter. Det, vi har brug for nu, er en fælles beslutning om at konfrontere fjenden og besejre ham. Denne fjende har to former: Ideologien ”dekonstruktivisme” eller “racisme” og den aggressive form, der manifesterer sig i islamisme og aktiviteten af bander i forstæderne, som ofte er sammenflettede. Hvor får islamister deres våben fra, hvis ikke fra narkohandel-bander? Alle er klar over, at et stort antal ulovlige våben er i omløb i vores forstæder i dag.

Hvad er efter Deres mening hovedårsagerne til forværringen: indvandring, muslimsk radikalisme, statssvaghed? Er de franske problemer typiske for ethvert multikulturelt samfund?

Det er alle de årsager, De nævnte. Hvis vi ikke indser dette på et eller andet tidspunkt, har vi ingen fremtid. Tre ting kan stoppe dette fald: Den første er at genopdage vores værdier. For mig er værdien primært mit land. Det blev bygget gradvist, og takket være denne proces blev det et af de vigtigste i verden, og sådan var det i lang tid. Vi har en kultur, et sprog, en rig historie. Franskmændene skulle indse dette og være nødt til at vågne op. Franskmændene skal stå oprejst og ikke lægge sig. Hundredtusinder af mennesker siger til os: ”Vær ikke modløse, vi stoler ikke længere på politikere, men vi stoler stadig på hæren, fordi hæren er ren, den er eksemplarisk.” Og så kommer vi til det andet element, nemlig at vi ud over at finde vores værdier skal have et mønster foran os. Uden et godt eksempel kan folk ikke stole på nogen. Og i dag mangler mønsteret. Den sidste ting er mod. Dette er et afgørende spørgsmål, fordi vi ikke længere finder modet i nogen politiske strukturer. Det skal tilbage til Frankrig.

Da de fire Visegrad-lande afviste indvandrerkvoter, der blev fremmet af Den Europæiske Union i 2015, under den store immigrationskrise, argumenterede de for behovet for at forsvare deres civilisation og kristne kultur mod tilstrømningen af muslimer, men også forpligtelsen til at sikre sikkerhed – og frygt for stigende terrortrussel. Tror De, at de havde ret med den forværrede situation i Frankrig?

Jeg synes, disse lande havde helt ret. Jeg støtter dem fuldt ud. Jeg støtter deres handlinger og siger: Giv ikke op. Giv ikke op, fordi I viser os vejen. I viser os vejen, fordi I oplevede fjendens åg i den kommunistiske æra. Vi oplevede ikke disse vanskelige øjeblikke. Og fordi vi ikke oplevede dem, forstod vi ikke, at vi også en dag kunne få problemer. Jeg lykønsker personligt de lande, der havde modet til at sige klart ”Nej!”

De kender Polen lidt. Hvad synes De om situationen i Polen sammenlignet med den nuværende situation i Frankrig?

Jeg kender ikke den aktuelle situation, men jeg vil gerne udtrykke min kærlighed til Polen og polakkerne. Jeg kendte polakkerne i svære tider. Jeg var i Gdansk under de første optøjer i 1970, og jeg vil gerne fortælle Dem om noget, der har præget hele mit liv. Efter begivenhederne i december 1970, hvor snesevis allerede var døde, gik jeg til midnatsmesse, og selvfølgelig var der så mange mennesker i kirken, at nogle stod udenfor. Jeg var blandt dem. Jeg husker, det sneede, og på et tidspunkt, hvor det var nødvendigt at knæle, knælede folk og begyndte at synge.

Jeg, der vidste, hvor ubekymret Frankrig levede på det tidspunkt, forstod, hvad begejstring og tro var, jeg forstod hvad kærlighed til hjemlandet er. Det var en måde at kommunikere med de daværende kommunistiske myndigheder på: ”Vi vil modstå, vi bliver her.” Det var dejligt, og jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu en gang at takke polakkerne for alt, hvad de har gjort, for alt, hvad de har lært os, og fortælle dem: ”Bliv ved med at kæmpe, for I er en nation, der ikke giver op så let.” Jeg ser ofte på, hvad der sker i Polen i dag, jeg støtter de nationale styrker, de polske patriotiske styrker, og jeg er bevæget over at se uafhængighedsmarchen, der finder sted den 11. november, som et bevis på, at Polen stadig er stolt og ikke vil forsvinde. Polen vil være evigt, fordi det er et symbol.

Polen mener, at Rusland udgør en trussel og klamrer sig derfor til NATO og den transatlantiske alliance som garant for dets sikkerhed. Kan De forestille Dem en situation, hvor Frankrig, der befinder sig i en borgerkrig næret af en enhed, der udgør en islamisk stat udefra, beder sine NATO-allierede om hjælp?

Hvis situationen i Frankrig forværres, vil den forværres i hele Vesteuropa. Dette vil ikke kun være et problem for Frankrig. Hvis situationen i morgen bliver til en krigstilstand eller en større konflikt, vil det samme ske i Italien, Tyskland, Spanien eller Skandinavien. Det er klart, at vi vil se sneboldeffekten. Derudover vil vi have politikken i nogle arabiske lande og Tyrkiet i baggrunden. Det kan være som en ild, så landene i Centraleuropa vil være afgørende for holdningen og beslutsomheden.

Måske kommer de til vores hjælp i det øjeblik, det ved jeg ikke. Det er dog klart for mig, at ikke kun Frankrig vil være i denne situation. Hvis Frankrig befinder sig i en situation, hvor der truer med at udbryde en konflikt i morgen, vil det påvirke hele Vesteuropa.