Det er tankevækkende at se den logik, der bruges, for at alle skal knæle for regnbueflaget. Tankevækkende uanset éns holdning til det, når man sammenligner med fx debatten om indvandringen, hvor indvandringskritikere altid er blevet skudt i skoene at male fanden på væggen og gøre sig til ofre uden at være det. Forskellen magtpolitisk er selvsagt ikke mindst, at ingen fremtrædende personer vil påstå, at indvandringsmodstand er en selvfølge og hævet over politik. Respekten for diversitet og ”den, man er”, gælder ikke det etnokulturelle (i det mindste ikke for europæere).
Et nyligt interview i Berlingske er ganske sigende. Sekretariatschefen i LGBT+ Danmark siger i sit forsvar for at sætte regnbueflaget i en særlig kategori: ”Min væren i verden er ikke et politisk valg.” Det samme kan modstandere af masseindvandringen jo sige, når deres land forandres til uigenkendelighed. Man kan argumentere for, at fratagelsen af retten til at være herrer i eget hus for europæerne er en objektiv og ubønhørligt fremadskridende proces, men hvad giver sekretariatschefen som belæg for, at nogen vitterligt truer hendes væren i verden?
Ja, altså aktuelt tillader Ungarn ikke, at der oplyses om de seksuelle minoriteter til mindreårige, og i Sverige og England er det blevet forbudt at kønsskiftebehandle på unge under 18. Og lignende eksempler. Der opstilles altså nogle ideelle, absolutte krav, og alt, hvad der fraviger dem, er grund til protest og brud på ”basale rettigheder”… En modstander af islamiseringen kunne også mene, at så længe antallet af muslimer i éns land ikke er 0, har man grund til at være forurettet, kalde sig undertrykt osv. Ja, det har man måske snarere her, men det er svært at finde nogen med magt, som anerkender standpunktet og vil bade et stadion i budskabets lys.
I Europa står de seksuelle minoritets-organisationers ”kamp” nu om indgreb på og holdningsmassage af mindreårige, men det falder dem åbenbart ikke ind, at her er der netop tale om ekstrem politik, ikke basale rettigheder til noget som helst. Vil man kæmpe for den slags, kunne man jo gøre mere for de arabiske landes seksuelle minoriteter. En liste over de fem mest homo-”venlige” lande blandt de arabiske omfatter selv som nr. 2 på listen et, hvor homoseksualitet kan give tre års fængsel, og nr. 1 på listen er kun nr. 104 på verdensranglisten! (På kortet ovenfor er sigende nok de orange, røde og gule lande dem, hvor homoseksuelt samkvem straffes med fængsel eller død). Dog vil man jo langt hellere øse sin galde over de konservative i USA og Østeuropa, og i øvrigt støtte, at arabernes kultur (”islam” er blot fikseringen og guddommeliggørelsen af denne) ekspanderer også i Europa.
Det normale flertal i Vesten er under konstant mistanke fra minoriteterne om at ville ”undertrykke” dem på ny, skønt man her – over for både seksuelle og etniske minoriteter – næsten modstandsløst er på vej ud ad en tangent. Fordi flertallet mest af alt er bange for sig selv, for at være for reaktionært og falde tilbage i sine gamle undertrykkende vaner (det er der ingen seriøse tegn på). Derfor er man endda forhippet på nærmest at komme minoriteterne i forkøbet om at være mest imødekommende og ”inkluderende” i et sært stormløb mod alt det, der bragte europæerne til en position, som overhovedet tillader de aktuelle luksus-udskejelser. Thi selv om det er nationalsindede, der oftest anklages for at fremføre luksus-problematikker, kan ingen luksus slå den woke krænkelsesdebat. Men et samfund, hvor infinitesimale problematikker (gående mod det uendeligt små) bliver ”grundlæggende” stridsemner, lever om noget på lånt tid.
Det normale: Normaliteten synes ikke at eksistere mere i vores del af verden. Den virker som ophævet og mistet sin jordforbindelse. Hvis normaliteten skulle have fungeret som en referenceramme til at definere de diverse ‘minoriteters’ relative størrelser med ifht. netop dennes majoritets-tilstand så synes dette at være ren historieskrivning nu.
At visse værdier som en selvfølgelighed burde være hævet over ethvert politisk argument er set udfra et eksistentielt livsvilkår helt indlysende: Her tænkes selvf. på det til stadighed at kunne være og optræde som ‘herre i eget hus’. Dette burde jo være evident for ethvert rettænkende menneske i vores del af verden!
Uanset den helt igennem uoverskuelige massive masseindvandring og konsekvenserne deraf i vore vestlige samfund i disse år, så føles det som det om at det alligevel er sådan at ‘skaden er sket’ og at det derfor er for sent at gøre noget ved dette problem det har udviklet sig til. Berøringsangsten for at blive kaldt for opportunister, populister, nationalister og racister ligger dybt iboende i mange af de politikere der desværre har haft magten og dermed styringen af vore liberale demokratier. Dette er fatalt!
Man kunne så spørge sig selv om, om disse egentlig ikke allerede har spillet falit ? Og derfor må kapitulere ifht. til andre mere rigide styreformer med stærke ledere.
Se f.eks til de øst-/centraleuropæiske lande som har fundet en helt anden balancegang ifht. masseindvandringen og etnicitets og køns problematikkerne efter at have været en del af det autoritære marxistiske Sovjetunionen. Disse lande synes ikke så meget at have de samme problemer med ‘normaliteten’ som mange andre vestlige lande synes og fremstår at have.
Det skinner i alt fald meget aktuelt igennem her for tiden. Alle disse enorme minoriteters fodfæste og fremturen styrer os direkte ud af en tangent med ekspotentiel vækst imod den dybe afgrund. Løsningerne på at komme ud af dette kunne være et nyt politisk system og et andet samarbejde i europa end EU. Ellers må vi starte med et DAXIT ligesom BREXIT.