Der spørges undertiden, hvordan verden havde reageret, hvis man tidligt havde kendt nazismens kz-lejre i detaljer. For omkring 100 år siden var der i alle aviser, herunder danske provinsaviser (udklippet her er således fra Holstebro Dagblad 7. september 1920), detaljerede skildringer af tyrkernes folkemord på armenierne, uden at der blev gjort noget. (Antallet af ofre angives fra mellem 664.000 til 1,2 mio. Her er ”revisionisme” tilladt, modsat med Holocaust).

I udklippet berettes der om (med Daily Chronicle som kilde), hvordan alle armeniere blev deporteret. ”Kun de kunde faa lov at blive, der vilde bekende sig til Islam.” Kvindernes stuvedes i vogne, kun enkelte fik deres børn med. ”Kun meget faa Mænd og Kvinder faldt for Fristelsen og gik over til Islam for at frelse deres Liv.” (Man tænker uundgåeligt på kontrasten til i dag, hvor dumsmarte kendisser frivilligt konverterer til islam for at vise foragten for deres traditionelle grundlag…).

I avisen beskrives ”Rædslens March”, som for nogle varede tre måneder. Efter den tid var fx kun 20 af en gruppe på oprindelig 80 kvinder stadig i live. Langs vejen så de deres mænd eller brødre hænge i træerne med overskårne struber. De måtte vandre over bjergpas i brændende hede, forpint af tørst, barfodede og med kun nogle pjalter om kroppen. De yngre kvinder blev ført bort og voldtaget af røvere, og resten hørte deres skrig, uden at tyrkerne greb ind. Journalisten beretter om fotografier, der viser ”Dynger af Hovedskaller, dræbte Smaabørn i Vejenes Grøfter, døde Legemer, af hvilke Tøjet ligefrem var flaaet, en stor, uformelig Masse af menneskelig Elendighed…”

Beretningen slutter: ”Lilleasiens Indre er afskaaret fra den ydre Verden, og man kan ikke trænge derind. Men her lever nu det armeniske Folk – paa alle Sider omgivet af Mennesker, der hader dem. Europa kan ikke overlade dem til Slagterne.” Det gjorde man så alligevel, og man har åbenbart ikke lært så meget, når man nu lader millioner af det muslimske gerningsfolk konsolidere sig i Europa. Men er denne kollektive skyld ikke uretfærdig? Her må man huske, at det moderne Tyrkiet er grundlagt på etnoreligiøst folkemord, ”Tyrkiet for tyrkerne” er stadig det officielle mantra, og det er i Tyrkiet forbudt at kalde folkemordet på armenierne for folkemord (og et stort flertal af tyrkere i Europa er for Erdoğan).

Kontrasten til Tyskland (og en stor del af Europa) kan jo ikke blive større. Her dyrker man omvendt nazisternes folkemord (og slavehandlen, kolonitiden m.m.) i en sådan grad, at man efterhånden nægter sig selv livet. Med en så stor forskel i selvbevidsthed mellem europæere og muslimer kan ”udviklingen” naturligvis på sigt kun gå én vej. Alternativet er selvfølgelig ikke, at fx Tyskland bør nægte at kalde Holocaust for folkedrab (talemåden hedder ”fræk som en tysker”, men burde jo hedde ”fræk som en tyrker”!).

Alternativet er, at alle parter på en sund måde erkender de fejl, man begik i fortiden, og for at undgå gentagelser først og fremmest sørger for at undgå en gentagelse af de multinationale statsdannelser, folkeblandingerne, der nærede hadet og magt- og ressourcekampene på fælles territorium. Gode hegn giver gode naboer.