Den arrogante holdning fra centrum-venstres side mod ”højrepopulisterne” har altid været, at det værste, der kunne ske for populisterne, faktisk ville være, at de fik ansvaret, thi så ville de vise sig som de tomme tønder, der buldrer mest. De ville indse, at de måtte gøre det samme som mainstream, for grundlæggende er der jo ikke noget alternativ…
Efter års kritik af Trump, ikke mindst af hans indvandrerpolitik, meldte virkeligheden sig omvendt forleden for vicepræsident Kamala Harris, der chokerede med sit budskab til migranter: ”Lad være med at komme. Lad være med at komme. USA vil fortsætte med at håndhæve vores love og sikre vores grænser. Hvis du kommer til vores grænse, så vil du blive afvist.”
Det viser sig pludselig, at det var populisterne, der stod for det nødvendige og ansvarlige, mens centrum-venstre stod for ”idealerne”, der ikke har nogen gang på jord. Herhjemme har overgangen været mere taktisk-gradvis for Mette Frederiksen, der i mange år var ”Svend Auken med bryster”, men efterhånden indså, at hun måtte ned fra den ideologiske piedestal og yde populismen en vis retfærdighed for at få magten.
Men betyder det så alligevel, at virkeligheden gør det hip som hap, hvem der er ved magten, når alle må respektere denne (”populistiske”) virkelighed? Nej, for der er immervæk forskel på modvilligt at blive tvunget til minimale indrømmelser og i hver enkelt sag tøvende nødes til at gøre det strengt nødvendige, hvilket notorisk bliver ”for lidt og for sent”, og så have en mere konsistent erkendelse af tingenes sammenhæng og derfor vise rettidig omhu.
”Man kan tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke”… Under et centrum-venstre, der nødes til den såkaldt populistiske virkelighedserkendelse, vil fx islamiseringen og befolkningsudskiftningen stadig fortsætte, omend langsommere, fordi der ikke gribes til rodbehandling af problemerne, men kun lappes fra det ene akutte problem til det næste. Ægte nationalsindede vil selvsagt ikke kunne garantere at løse mere, end den parlamentariske situation tillader, men får de magt som agt, kan de i hvert fald love, at de skæbnesvangre tendenser vil gå i modsat retning af den aktuelle, hvilket er det afgørende.
Finder det svært at stole på nogetsonhelst, Harris siger. Jeg mistænker hende for, ligesom sine idealistiske søstre og brødre i Black Lives Matter A/S og antifa, at have et ønske om at nedbryde og omdanne USA til et socialistisk land i stil med alle de mislykkede sydamerikanske stater, hvis eksperimenter med denne ideologi alle som én er endt i totale menneskelige, økonomiske og sociale katastrofer.
Harris manipulerer og lyver bevidst efter min vurdering, mens hun medvirker til USAs totale forfald. Hendes “Hold jer væk”-udtalelse virker som spil for galleriet for at holde kritikerne midlertidigt fra døren, mens hun og de andre demokratiske politikere fortsætter vejen mod USA som en etpartis-socialistisk republik.
Skellet mellem det, politikere “egentlig” planlægger og ønsker, og så det, de er nødt til, kan være ganske stort. Afvisende retorik har nok i sig selv en vis demotiverende effekt på migranter, men bliver så modvirket af konkrete forbedringer af modtageforhold osv. De færreste (ingen?) politikere får chancen for at realisere deres idealer for fuld udblæsning, men tvinges til en slingrekurs, for så vidt en uærlighed i enkeltsager, men kan dog stadig være tro mod deres generelle retning bag facaden, og det er begge “global governance”-mostrene Harris og Frederiksen givetvis.
Den politisk del af venstrespektret, samt de kulturradikale og de grænseløse globaliserings lalle liberalister lever i en idealistisk verden hvor paradiset(de himmelske gaver gældende for alle i hele verden) er trukket fuldstændigt ned på jorden i et omfang som er ved at forvandle vores del af verden til et reelt helvede for de som har befinder sig på den anden side af spektret, og som ikke ser verden som et idealiseret glansbillede men ser verdens reelle udfordringer som værende noget man skal være på forkant(pro-aktiv) med og handle på. Dette nu engang for at opnå at redde det som allerede er ude af kontrol, og prøve på at få styr på virkelighedens verden i en retning som ikke fører til total destruktion af århundreders møjsomt opbyggede samfund og institutioner. Det som vi nu engang befinder os i og agerer i, og ikke med paradiset trukket ned på jorden i de enkelte nationalstater for alle klodens etniciteter.
Den politiske korrekthed, hvor man netop i et idealistisk verdensbillede, ser mangfoldigheden af af meget forskelligartede kulturer som et utopia, hvori deres idealisme kan blomstre i fuldt flor og kolorit(forskellige etniciteter).
Som et andet biodiversitært Natura 2000 program, mangfoldighed over alt, er desværre det som mange internationale institutioner, konventioner og EU ønsker at bidrage til så verden kan fremstå som et bedre sted for alle etniciteter og over alt på kloden.
Velbekomme!
Biodiversitet og Natura 2000, er en fin ting, men kun i naturen og faunaen men bare ikke i menneskelivets verden…