Taget isoleret er de forskellige udgifter grundet muslimer i Danmark ildevarslende nok. Således viser de officielle tal cirka 900 millioner kroner årligt i udgift til alene syriske flygtninge i Danmark. Men hertil kommer jo en lang række samfundsmæssige kædereaktioner, som er vanskelige at få overblik over, men fører til en generel nedadgående spiral i samfundets kvalitet. Ligeledes er fx også udgifterne til terrorsikring i sig selv store nok, men den generelle livskvalitet i det samfund, der kommer ud af det, er på endnu flere måder forarmet, og ikke kun af økonomiske grunde. Overordnet er alle de goder i et samfund, der kan måles og vejes, en frugt af en tillid og fællesskabsfølelse, som snart kan ligge på et lille sted.

Den onde cirkel, som dermed er startet, gives en ny dimension af et netop udkommet studie af den koreanskfødte politologiprofessor Seung-Whan Choi ved University of Illinois i Chicago. Han viser, at den stærke vækst i tilslutningen til islam i høj grad skyldes konvertitter i lande, der for nylig er udsat for muslimsk immigration. Hidtil har der mest været fokuseret på indvandring og fertilitet blandt de fremmedetniske. Og mere ildevarslende er det især succesfulde terrorangreb, muliggjort af immigration, der får ”sårbare segmenter” blandt den indfødte befolkning til at omvende sig til islam.

Således konverterede 40.000–60.000 amerikanske kristne til islam i det umiddelbare kølvand på terrorangrebet 11. september 2001. Svage personer (en stadig større andel af de identitetsberøvede vesterlændinge) opsøger naturligt selvbevidste vindertyper. Konvertitter er ofte mere radikale end de fødte muslimer, hvilket også fremgår af den store overrepræsentation af dem blandt terrorister. Seung-Whan Choi gennemgår 238 amerikanske jihadister, af hvilke 87 (omkring 37%) var konvertitter, og han henviser til en undersøgelse af europæiske terrorister, der også fandt, at godt en tredjedel af dem var konvertitter med primært kristen baggrund.

Dette ændrer ikke på, at det er det indvandringsramte Vesten, der er mest udsat for terror, tværtimod gør perspektivet med et indfødt proletariat, der udskifter marxismen med islam for at praktisere deres had mod samfundet, det endnu mere akut at tilbagerulle islamiseringen, inden denne alliance konsolideres og gør det hele endnu mere uløseligt.
Problemet med det indfødte segment (en stor del af vælgerskaren for Enhedslisten o.lign.) kan man taget isoleret betale sig fra, men der er ikke råd til et stadig voksende fremmed supplement af tabere og uromagere.

Som vor store zoolog, dr. phil. Hans Jacob Hansen skrev i Jyllands-Posten i 1923, består en vis andel af enhver befolkning notorisk af ”defekte” individer, der hader civilisationen, fordi de ikke kan overkomme dens byrder:
”Vi maa være klar over, at de Defektes Holdning i Grunden er instinktivt Oprør mod Civilisationen. Vi fik i 1920 en praktisk Prøve derpaa i de livlige Generalstrikedage i Kjøbenhavn, Randers, Horsens osv., da alskens Samfundsbærme muntrede sig med at knuse Ruder, plyndre Butiker, lave Spektakler; Hoben havde Fornemmelse af, at der politisk var en Lejlighed til at slaa løs paa Samfundet og prøve, hvad der kunde udrettes, selvfølgelig uden en eneste fornuftig Tanke som Drivkraft. Til daglig mærker man ikke synderlig til hele det Proletariat, der holdes indenfor visse Grænser af Politi, Dommere og i sidste Instans af Soldater; Tilstedeværelsen af selv en mindre Troppestyrke afskrækker de Defekte fra fjendtlige Optræden i Masse. Indtil videre holder de sig taaleligt i ro, men formerer sig livligt og venter paa god Lejlighed.”

Den gode lejlighed har de defektes røde ledere med rette set i islamiseringen, skønt man med blot lidt mere overblik burde indse, at hævnen over det forhadte bestående samfund jo nok bliver en stakket frist, før det multietniske, delvist islamiserede proletariat bliver nødt til at ernære sig som elendige klunsere på resterne af den ødelagte vestcivilisation. Da vil der være som Syrien i Danmark, men intet sted at redde sig hen, når man har fortrudt, uanset hvor meget man flæber.