“Aktiv folkelig modstand forhindrede opførelse af et atomkraftværk i Sømer Skov”, står der på stenen nær Venslev i Nordsjælland. Mindestenen fra 1985 er opsat af de generelt venstreorienterede aktivister, som førte an i den lokale ”Atomkraft – nej tak!”-kampagne, som var særlig stærk her, fordi området altså var udpeget som et af de mulige steder for et atomkraftværk.

Nu var det næppe de lokale modstandere, som forhindrede noget som helst, men en mere overordnet energipolitisk beslutning, hvor et atomkraftværk naturligvis var blevet opført uanset folkelige protester, hvis en anden energipolitik var valgt. Et værk skal jo stå et sted. Ligesom man i dag opfører udrejsecentre uanset de lokales mening, fordi man nu engang har fået de fremmede til landet.

Men der burde så vist også opsættes mindesten for hvert et udrejsecenter, der opgives. Her ser man dog ikke venstrefløjen, der frygtede for de meget teoretiske risici ved et atomkraftværk, demonstrere imod de meget reelle risici ved et udrejsecenter. Atomkraftmodstandernes åndelige ætlinge, venligboerne, vil tværtimod øge islam-risiciene for næste generation mest muligt.

Hellere ”berigende” islam end beriget uran? Ja, for et betragteligt segment af befolkningen lyder denne prioritering sært nok klog, skønt jeg omvendt vil sige, at opgivelsen af atomkraft var en ulykke, og at det burde være opførelsen af islamiske Tjernobyl’er i form af diverse centre og moskéer, aktivister demonstrerer imod af hensyn til børn og børnebørn. Islamimport vil ikke være en mindre varig, og desuden langt større byrde end atomaffald.

Men i 1970’erne gik mange i demonstration imod den gavnlige a-kraft, og i dag demonstrerer tusinder på Rådhuspladsen for at beholde syrere i landet. Man kunne tro, at man bor i Omvendtslev (fra DR’s ungdomsudsendelser i 70’erne). For de kløgtige, modsatte holdninger samles oftest kun en håndfuld. Mindre koran, mere uran burde være mottoet. Men selvskaderne og -haderne sætter tonen.