Modtagelejren på den italienske ø Lampedusa er stærkt overfyldt. De seneste dage er der kommet 4000 migranter dertil over Middelhavet, og lejren er kun beregnet til 250. Ifølge øens borgmester, Totò Martello, er antallet af ankomster fordoblet i forhold til samme periode sidste år. Samlet set er stigningen af migrant-ankomster til Italien over Middelhavet steget langt mere. Indtil 10. maj 13.000 i år, 4200 i samme periode sidste år. For 2019 var dette tal kun 1000.

For at føje spot til skade har ”Læger uden grænser” netop erklæret, at de vil genoptage deres redninger af migranter på Middelhavet, og til dette formål har de nu chartret det norske skib Geo Barents. Tidligere har Læger uden grænser altid samarbejdet med andre organisationer på Middelhavet, men Geo Barents bliver deres alene, med et lægeligt personale på 20 om bord til behandling af de nødstedte.

Redning og behandling kan i sig selv jo udmærket kaldes humanitære aktiviteter.  Imidlertid nægter Læger uden grænser at sejle migranterne tilbage, hvor de kom fra, og gør således tragedierne til en skrue uden ende. Hidtil har organisationen samarbejdet om at redde godt 81.000 migranter til Europa på over 680 missioner. Det intensiverer man altså nu med henvisning til, at foreløbig vides 550 at være omkommet i år i forsøget på at nå over havet.

Læger uden grænser fordømmer den ”menneskeskabte” katastrofe, og dermed tænker de ikke på migranterne, der har valgt rejsen, men europæerne, som ikke mere aktivt redder. Når det sker, og migranterne sendes tilbage til Libyen, protesterer de ”humanitære” vel at mærke lige så meget. At være humanitær er helt specifikt at få flere afrikanere til Europa. Åbenbart uanset de uundgåelige ofre blandt dem, man dermed yderligere frister til at vove forsøget.

Jeg har nu altid betragtet Læger uden grænser som et fashionabelt selvrealiseringsprojekt, da det trods alt er mere nærliggende for fx danske læger at afhjælpe den store lægemangel i Udkantsdanmark, men hverdagen med danske pensionister er nok for kedelig og uden mediedækning. Men stadig er der mange steder i verden, hvor der er mere indlysende lægebehov end til selvvalgte eventyrere. ”Hjælpens” retning viser jo også det meget store ideologiske element.

Hvis forfatteren Botho Strauss’ kendte ord om, at ”intellektuelle er glade for det fremmede, ikke for det fremmedes egen skyld, men fordi de hader vores eget og hilser alt velkomment, som ødelægger det”, også gælder de grænseløse læger, er det endnu mere belastende for denne stand end for de blotte ordmennesker. Men Læger uden grænsers politik i Middelhavet er jo langtfra det første eksempel på, at angiveligt blot humanitære indsatser hænger uløseligt sammen med andre betingelser for arbejdet, der kun går i én velkendt demografisk retning. Asylum Medicine er et nyt og hurtigt voksende lægevidenskabeligt felt med en aktivistisk profil, og – selvfølgelig: ”Asyl er den stærkeste medicin”.