I forbindelse med fredagens demonstration ved den israelske ambassade skriver folketingskandidat for De Radikale Kashif Ahmad på Twitter, at det er en skandale, at politiet skyder med tåregas i en folkemængde fuld af børn og ældre mennesker. Det chokerende er vel først og fremmest, er der er fyldt med børn til en begivenhed, hvor der er en sådan (selvskabt) risiko, men brugen af børn i politiske konflikter er netop en af de store kulturforskelle, der er mellem os og muslimerne.

Fredagens store demonstration imod Israel viser endnu en gang resultatet af, at ”verden kom til Danmark”. Venstrefløjen har dog fået knæsat en anden tolkning: Opinionsmålinger blandt de veldresserede europæiske befolkninger viser, at Israel er det land, flest i EU ser som en trussel mod verdensfreden overhovedet, men der må erindres om, at palæstinenserne adskillige gange har fået tilbudt en stat. Aldrig bliver de dog tilfredse, før de får det hele på bekostning af israelerne. Som Arafat sagde: ”Fred for os betyder Israels ødelæggelse.” Ligesom i Europa er målet ikke ”sameksistens”, som vestlige romantikere tror. Dér har vi jo nok den egentlige kilde til ufreden, her og hisset.

Hertil kommer befolkningsudviklingen i Gaza, som fremgår af grafen ovenfor. Der fødes cirka 166 nye indbyggere pr. dag i området, altså flere end der hidtil er dræbt i den aktuelle konflikt. Så uanset det militære udfald af denne risikerer demografi at blive skæbnen for Israel. Vel er dette uhyre mere kompetent end det omgivende muslimske ocean, men der er også en grænse for, hvor meget det kan forskanse sig uden at blive noget helt andet end det land, Golda Meïr stod i spidsen for.

Danmark står i en mindre akut situation end Israel, men kender efterhånden muslimernes påtagede offerrolle og evige utilfredshed med alt andet end fuldstændige indrømmelser. Hertil kommer den demografiske bombe, som for problemgrupperne er kun lidt svagere end Gazas. Ifølge Danmarks Statistik er der godt 800.000 indvandrere, efterkommere og børn af efterkommere, og knap 5 mio. af ”dansk oprindelse” i Danmark. Humlen er imidlertid definitionen af en person med dansk oprindelse: ”Har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark.”

Denne definition opfyldes efterhånden at et indlysende stort, men ukendt antal reelt kulturfremmede, som nu i op til 4. generation har opholdt sig i Danmark, og som har forældre eller bedsteforældre, der har modtaget dansk indfødsret, men stadig primært er knyttet til slægtens herkomstland, som det meget let er tilfældet i moderne tid. Og antallet er kun én faktor – hertil kommer den militante mentalitet, som gør, at der i går ved København kunne demonstrere tusind gange så mange for at få Israel ud af Palæstina, som der generelt kan samles i Danmark til demonstrationer for at få muslimer ud af Danmark.   

I et større perspektiv ligger Danmark som et lille Israel ved siden af Syrien (Sverige) og nord for Egypten (Tyskland). Disse nabolandes demografiske udvikling er endnu mere skæbnesvanger end Danmarks. Grundtvig fandt et forbillede i den israelske folkelighed for Danmark, og samme kampvilje, som vi i dag ser i Israel, bør vi da også kun inspireres af. Vor kulturelle affinitet dertil er også langt større end til modparten. At jøder med stor indflydelse i særlig USA virker i uheldig retning, er et helt andet problem. Den gren af nationalismen, der med rod i esoteriske 1800-tals-filosoffer ser jøderne som en artsforskellig rod til alt ondt, dyrker ligesom araberne uværdig offertænkning på europæernes vegne.

Den jødiske sejhed skyldes mindre biologiske særtræk end dén historiske bevidsthed, som vi med lidt vilje selv kunne lære af Grundtvig, og som blev medrivende udtrykt af den israelske præsident Ezer Weizman, da han talte til den tyske forbundsdag i 1996: ”… Jeg var en slave i Egypten og modtog Thoraen på Sinai-bjerget, og sammen med Josua og Elijah gik jeg over Jordan. Med kong David drog jeg ind i Jerusalem, og med Zedekiah blev jeg ført i eksil derfra. Jeg har kæmpet mod romerne og blev uddrevet af Spanien… Jeg har mistet min familie i Kishinev og blev brændt i Treblinka. Jeg har kæmpet i Warszawa-opstanden og er taget til Eretz Israel, i mit land, som jeg blev drevet i eksil fra og hvor jeg er kommet tilbage.”

Var blot de nulevende danskere på denne måde ét med deres folks historie, havde der ikke været arabere nok i landet til at lave optøjer i Hellerup i går.