Det er velkendt, at når centrum-venstre mangler argumenter i indvandringsdebatten, smider de ”nazismekortet”. Fokus flyttes fra sagen til modpartens væsen. En anden metode til at sætte en stopper for debatter har bredt sig i den senere tid. Jeg vil kalde den amatørkortet.

Et velkendt eksempel er det med ”coronaeksperterne” på billedet. I går brugte Mads Kastrup det også i Ekstra Bladet, da han ironiserede over de mange ”mellemøsteksperter”. I indvandringsdebatten bruges amatørkortet også ved, at man hånligt kaldes fx islamekspert, og i klimadebat kendes det i høj grad ligeledes.

Faktisk kan amatørkortet jo trækkes i debatter om ethvert emne, når man løber tør for anden ammunition. Men hvad er der da galt ved det? Er styrken af skråsikre meninger om et emne ikke omtrent omvendt proportional med den reelle viden om det? En sammenhæng er der jo sikkert.

Bortset fra, at eksperter højst forekommer lidt mindre uenige end lægfolk, er der jo det galt ved amatørkortet, at man logisk så lige så godt kunne erstatte demokratiet med et diktatur af eksperter. Det første problem her ville så være at vælge mellem disses forskellige retninger…

Men grundlæggende er det jo galt at se valget mellem samfundsalternativer som noget, der kræver ekspertviden. Alle (selv eksperter) kan nu engang hvad livets fleste problemer angår kun leve i den umiddelbare verden, og her må det være legitimt at mene og prioritere ud fra et alment værdisystem.

Mange løsninger i livet og verden må være et enten-eller, hvilket den moderne mentalitet hader. Derfor har den opfundet begreber som åbent ægteskab og alskens kønsidentiteter. Man tror også på en løsning i Mellemøsten, hvor alle kan gøres tilfredse, og en ”integration” herhjemme, der skaber harmoni.

Sært nok er det i både folkelige spørgsmål og andre sager typisk dem, der ikke tror på udglatning og et både-og, som anklages for at være unuancerede amatører, og som skal løfte bevisbyrden. Skønt de moderne eksperter med en ”sofistikeret tilgang” netop tit har de syn, der modsiges af al erfaring.

Amatørkortet smides vel stadig mere som en udløber af fakenews-debatten, hvor fokus er havnet på, hvem der har objektivt ret. Her har særlig mainstream vist sig som den skråsikre part, men når der graves i stadig flere emner, overraskes man over vanskeligheden ved at finde objektiv entydighed.

Men denne gransken har flyttet fokus væk fra den klassiske politiske meningskamp mellem overordnede samfundsvalg. Uanset hvad fx islam virkelig ”er”, kan de fleste umiddelbart godt ane, om de vil have mere eller mindre. Uanset naturen af global opvarmning, corona m.m. er der ingen ekspertskala for problemers relative vægt.  

Og mens eksperters hårkløverier trækker ud, skal der jo i politik vælges alligevel. Ellers gør ”udviklingen” det selv. Dét er allerede sket i indvandringspolitikken, hvor det store flertal af forkætrede amatører havde et sundt instinkt fra starten, mens eksperter som så ofte ikke kunne se skoven for bare træer.