”De levende skylder man hensyn, de døde kun sandheden,” mente Voltaire, så derfor er det også på sin plads ved Johannes Møllehaves død at reflektere over hans uheldige, skønt lille rolle ved islamiseringen af Danmark.

Faktisk er det ikke let, for han har ligesom andre populære kulturikoner, såsom Troels Kløvedal og Henrik Nordbrandt, skrevet mange dejlige og værdifulde ting med indsigt i livet. Netop derfor må man jo også studse over de nævntes energiske afstandtagen til nationalsindet islam- og indvandringskritik.

At kulturlivets store ånder tit kommer uheldigt fra at befatte sig med politik, har dansk litteraturhistorie mange eksempler på fra det 20. århundrede. Fra Hans Kirk til Hans Scherfig. (Jeg nævner ikke Rifbjerg og Carsten Jensen, thi de er ikke store ånder).

Da Møllehaves præstekollega i Virum, Olav Lilleør, deltog i Søren Krarups protest mod Dansk Flygtningehjælp for 35 år siden, var Møllehave af raseri nær ved fysisk at overfalde Lilleør. Det ”saglige” niveau, Møllehave henfaldt til under den lidenskabelige indvandringsdebat, antydes af hans bog Indvandrernissen fra 1992 med følgende handling: ”Et indvandrerstop gælder også for indvandrernisserne og julemanden fra Alaska, og derfor forsvinder juleglæden fra de små hjem. Først da det hæves igen, kan det blive til en rigtig glædelig jul.”

Relevansen i forhold til import af aggressive unge mænd fra Mellemøsten er vel tydelig (goddag mand økseskaft). Omtrent så sagligt som Rifbjergs argument for indvandring, nemlig faren for indavl blandt danskerne… Men Møllehaves ”kunstneriske” tilgang til et ganske konkret problem for menige danskere var typisk for vor snakkende klasse. Rækken af lavpraktiske problemer ved en stor vildtfremmed indvandring skulle straks køres op i et himmelhøjt moralsk, ja religiøst perspektiv, hvor præference for landsmænd blev set som udtryk for en ”lukkethed” mod verden og éns næste, manglende evne til introspektion (sært nok) osv.

Møllehave havde det derfor også svært ved at gå i brechen for retten til at tegne Muhammed. I Berlingske 19. marts 2008 vævede han om, at ”humor er skyldens fællesskab. Det betyder, at hvis du griner af de andre og siger, at det var deres skyld, så er det tåbeligt og ikke humor, for så bliver skylden noget dæmonisk. Humoren er skyldens fællesskab og opstår i det øjeblik, jeg kan le ad mig selv. Der er den ikke farlig.” Derfor gik  Muhammedtegningerne efter hans mening for langt. De insinuerer, ”at du ikke kan møde en muslim uden at være klar over, at han er potentiel terrorist”. Men det er vel netop også et kerneproblem i det multikulturelle mistillidssamfund?

Møllehave skelnede mellem ægte humor og hån/spot. Inden for den mere politiske satire vil det dog være meget svært at finde eksempler, der ikke netop går ud på mere at pege fingre ad andre end ad én selv. Dét er sådan set formålet med den slags, og den er ret uinteressant, når den ikke er “farlig”. Det behøver Møllehave så ikke at kunne lide, hvilket dog heller ikke er et krav, når man uforblommet skal forsvare retten til at udøve det, der efter nogens mening er dårlig humor.

Møllehave kunne heller ikke lide filmen Life of Brian, hvilket er endnu et eksempel på det tilsyneladende paradoks, at mere kristne mennesker også tit er dem, der går ind for tabuer af hensyn til selv de fjendtligste ideologier, bare dens tilhængere kalder den for “religion”. Et mere ægte paradoks var det, at Møllehave og andre (selektivt) ”tolerante” kulturpinger om noget lever højt på og beskyttet af den moderne vestlige civilisationsudvikling, hvis frugter de dog i praksis ikke vil deltage i beskyttelsen af. De bedste af Møllehaves tekster vil blive stående som et fint udtryk for dansk sind i vor tid, hvilket hans popularitet vidner om, men desværre var han også et alt for typisk eksempel på de skønånder, der bryster sig af at nedgøre det beskidte arbejde, som nu engang skal gøres for at værne landsmænd og frihedssamfund.