Professor A.F. Mehren (1822-1907) var en stor dansk pioner inden for det akademiske studium af arabisk filologi. Jeg faldt over hans artikelrække ”Et Blik paa Islams Fremkomst” i Georg og Edvard Brandes’ tidsskrift Det nittende Aarhundrede, 1875-76. Her giver han en generelt ret positivt vurdering af profeten Muhammeds virke, men påpeger også hans indlysende nervøse konstitution og ”menneskelige skrøbelighed”:

”Efter al menneskelig Rimelighed har Muhammeds Optræden været forbunden med forskellige af Religionssværmeri fremkaldte nervøse Anfald og Hallucinationer, der berøvede ham en fuldkommen Tilregnelighed. Naar man endnu i vore Dage har Eksempler nok paa Folk, der paa ingen Maade lade sig overbevise om, at lignende Tilfælde kun ere at tilskrive en abnorm og sygelig Legemsdisposition, bliver Sagen vistnok let forklarlig med Hensyn til Profeten og hans Samtid, hvis natur- og lægevidenskabelige Kundskaber omtrent stod paa Nulpunkt. Over den første Del af Middelalderen rugede et Bælmørke, der kun oplystes ved svage Lysglimt af religiøse Længsler og Anelser; idet Profetens Tilstand og disse hans Aabenbaringer vare i fuld Overensstemmelse med hans Samtids Sæder og Forestillinger, var han i sit reformatoriske Kald henvist til den almindelige Form, efter hvilken Koranen betragtes som Herrens egen Tale, der, eftersom Omstændighederne fordrede det, bragtes Muhammed af Engelen Gabriel og derpaa meddeltes Menigheden. Om han nogensinde senere er kommen til selvbevidst Klarhed over sin egen Tilstand, og da efter frit Valg og fuld Tilregnelighed har fortsat det engang Begyndte, kan næppe nogensinde afgøres.”

Det nittende Aarhundrede var den tids dissidenttidskrift for Brandes’ ”moderne gennembrud” og den nye kritiske og videnskabelige tankegang, efter at Brandes var frosset ud af den etablerede universitetsverden. Mehrens artikel indskriver sig i den radikale åndsretning ved sin rent videnskabelige betragtningsmåde af religionen. Dengang var ud over kristendommen heller ikke islam skånet for det nøgterne blik, hvilket står i sær kontrast til vor angiveligt endnu mere moderne tid, som præges af en ny respekt for religioner, dog altovervejende for islam. Skønt det virker som en sær påtaget respekt i betragtning af vor tids almindelige holdning til det religiøse, så den er nok ikke mindst motiveret af en paradoksal frygt for ”fredens religion”.

I de snart 150 år, der er gået siden Mehrens artikel, er der altså reelt sket en nedgang for den lidenskabsløse, kritiske tanke. Mehren påpeger uden at ryste på hånden det pinlige for islam, at den så tydeligt bare har overtaget gamle hedenske skikke og synsmåder (i ritualerne omkring Ka’baen m.m.), og han beskriver, hvordan religionen hurtigt stivnede og siden Ghazzalis dogmatik i 1100-tallet har været som forstenet. I dag drøftes det omvendt i fuldt alvor, om man skal genindføre blasfemi-paragraffen, og under alle omstændigheder indføres love, der beskytter de såkaldt rettroende mod at føle sig ”krænkede”, hvad de med føje kunne påstå at blive af en artikel som Mehrens.

Det ville have været ufatteligt selv i det ganske religiøse 1800-tals Danmark, at akademikere 150 år efter (igen) ville tøve, før de udtalte sig blot videnskabelig-kritisk om en religion, tilmed en eksotisk og antikristelig. En paradoksal virkning af, at den udvikling, Brandes startede, gik ud ad en tangent og endte med at nedbryde datidens selvhøjtidelige respekt for eget grundlag i en sådan grad, at det vendte sig til en overdreven respekt for noget fjendtligt fremmed og endnu mere reaktionært. Men det kan man faktisk ikke klandre Brandes og hans medkæmpere for. De satte europæisk kultur højt, over alt andet, mens mindre arvtagere ikke havde den finkulturelle skelneevne og bare fortsatte nedbrydningsarbejdet til de åndelige ruiner, vi lever blandt i dag.