I 2005 fik den amerikanske antisemit, raceideolog og politiker David Duke en ph.d. i historie ved et privat ukrainsk universitet. På en afhandling betitlet ”Zionisme som en form for etnisk overherredømme”. I mainstream er der gjort meget ud af, at dette ikke kan betragtes som en ”rigtig” ph.d.-grad pga. universitetets status og ry.

Det står dog værre til i Vesten, hvor en af den moderne identitetspolitiks chefideologer, Ibram X. Kendi, ganske uomtvisteligt kan blive både doktor, professor og meget anerkendt akademisk stjerne med sin ”forskning” i antiracisme (han er p.t. direktør for Center for Antiracist Research ved Boston University). Og der er mange omtrent som ham i Vesten.

At se Duke og Kendi som en slags spejlbilleder giver jo sig selv. Uanset hvad jøder gør, bekræftes Dukes antisemitiske verdensbillede. Uanset hvad europæere gør, bekræftes Kendis antiracistiske verdensbillede. Begge må de have en unik evne til at skue ind i hjertet af de ”egentlige” drivkræfter, motiver og planer hos genstanden for deres kritik.

Kendi skriver: ”Livsnerven i antiracisme er selvrefleksion, erkendelse, indrømmelse og fundamental selvkritik. En racist, der anklages for racisme, vil svare: ’Jeg er ikke racist.’ Uanset hvad der er sagt eller gjort. En antiracist vil være villig til at tilstå og indse, at det, vedkommende lige sagde eller gjorde, faktisk var racistisk.”

Citatet er jo et eksempel på denne slags ideologers typisk lukkede verdensbillede, der bygger på en cirkelslutning: En antiracist er pr. definition en, der er enig i, at dit og dat er racistisk, så selvfølgelig vil vedkommende erkende det. Stridens æble med ”racisten” er i det væsentlige selve definitionen af racisme, som Kendi & Co. har udvidet til snart sagt alle samfundsfænomener. Og her er de uhyre skråsikre.

Billedcitatet af Kendi ovenfor sammenfatter det kortest muligt. Racismens livsnerve er benægtelsen af, at man er racist. Kendis synsmåde har stadig mere definitionsmagten, men den deles jo langtfra kun af de moderne identitetspolitikere, som tværtimod har haft en langt bredere tidsånd i ryggen.

Henrik Nordbrandt kaldes den eneste mulige danske kandidat til Nobelprisen i litteratur. Med sin generelt antireligiøse indstilling har han også skrevet en del skarpe ting imod islam (her fra hans bog Dumhedens løvefødder, 2005):

”Det er muligvis ikke god tone at sammenligne en af de store verdensreligioner med nazismen, men ligheden mellem de to fænomener er for iøjnefaldende til, at man kan forsvare at ignorere den i den gode tones, eller for den sags skyld tolerancens navn. Deres metoder til at vinde magt, og de psykologiske mekanismer, der er deres drivkraft, er uhyggeligt identiske. Set i lyset af den kendsgerning, at muslimer i vesten behandles racistisk, kan en kritik af islam, der af racisterne ofte bruges som påskud for deres racisme, synes malplaceret. Men når en samvittighedsfuld overholdelse af tolerancens uskrevne, men hårfine regler fører til tavshed eller fortielse, er det tolerancen selv, der er malplaceret. Nogle af mine bedste venner er muslimer og jeg tager skarpt afstand fra fremmedhadet i Danmark (og alle andre steder). Men det betyder ikke at jeg kan acceptere islam. Jeg betragter den som en historisk ulykke.”

Der hersker en sær tankemæssig kortslutning selv i mange af vore bedre hoveder. Det er klart, at der findes racisme og fremmedhad, ligesom alle kan komme til at udtrykke sig dumt eller bevidst provokere, fordi man er træt af at slå i en dyne. Men det ændrer jo ikke sagens kerne, at problemet med masseindvandringen ikke ville forsvinde, om så racisme og fremmedhad forsvandt. Dog selv de, der har indset det dræbende ved en større dosis islam, kan sjældent argumentere nøgternt om problemet, og i stedet for saglig debat om løsninger skal de vulgære beskyldninger og karaktermord, der kommer af skråsikkerheden om andres motiver, absolut føres i felten.

Jeg husker over 30 år tilbage i debatten, og selv dengang var det ifølge de toneangivende den mest ”afslørende” sætning, man kunne komme med, at sige: ”Jeg er ikke racist, men…” Dermed viste man angiveligt, at man faktisk var racist. Men hvordan skal man så starte? Stemplingen har jo bare ført til, at mange så faktisk bekender sig som racister (paradoksalt nok tit uden egentlig at være det).

Mere belastende bør det da være at ræsonnere a la Nordbrandt: ”Islam er en katastrofe, men vi må acceptere at have en stor og voksende mængde islamtro i landet.” Accepterer man ikke dét, er man racist og fremmedhader. Jamen hvad er det dog for noget? Plager fanden vor snakkende klasse? I en sådan grad, at også Nye Borgerlige har antaget kortslutningen, at man godt kan have de mange muslimer i landet, bare under kontrol og ”private” former. Som om det er lykkedes noget sted…

Hvorfor gøres enhver, der påpeger kortslutningen, til fremmedhader og racist? Eller man bør måske snarere simpelthen bede om mere konsistente løsningsforslag fra Nordbrandt, Vermund & Co. Det er klart, at Nye Borgerlige og mange andre mere eller mindre indvandringskritiske ikke er gået så vidt som Nordbrandt endsige Kendi, men de er dog så påvirkede af det forpestede debatklima, at problemet med ”islam” er blevet løsrevet fra det demografiske således, at det er blevet et abstrakt ideologisk problem, der anses at kunne håndteres med holdningsmassage og sædvanlige juridiske reguleringsmekanismer. En “kamp om ord, ikke om jord”. Kort sagt har mange indvandringskritikere (selvfølgelig) ikke overtaget racismesnakken, men opmuntrer den reelt ved at undgå en argumentation (nemlig om remigration), hvor de særlig risikerer at blive ”udråbt”.   

Der fremføres uundgåeligt meget ubeføjet, vrøvl og skældsord også fra indvandringskritikeres side – hvorfor benægte det? Men det helt store og afgørende fejltrin i debatten må tilskrives modparten, når den grundlæggende lader sin argumentation hvile på antiracismens stemplinger, der, selv hvis de oftest var sande, ikke ville modbevise indvandringskritikernes centrale kritikpunkter. Og er problemerne reelt sådan en uløselig, gordisk knude, som det hævdes fra nationalsindet side, er remigration den eneste egentlige løsning eller dog den logisk mest saglige. Mener man ikke dét, må man argumentere sin sag uden skældsord og racismestemplinger. Det sker alt for sjældent, og med identitetspolitikkens sejrsgang går det den forkerte vej.