”Det er konstateret, at Assad er en krigsforbryder og vor tids Hitler,” hedder det typisk om Syriens præsident i en kronik i forgårs i Information, skrevet af en syrer, der ønsker at blive i Danmark. At forholdene i Syrien er værre end i flertallet af verdens lande er jo kerneargumentet for dem, der er imod hjemsendelsen af syrere. Litteratur om Assads styre giver dog et noget andet billede, hvilket antyder, at skal syrere fortsat anerkendes som flygtninge, bør vi modtage størstedelen af ulandenes befolkninger. I øvrigt kender jeg selv syrere i Latakia, hvor freden hersker, så vil man ikke sende nogen til Damaskus, er der mange muligheder i dette land på godt 185.000 kvadratkilometer.

I sit store værk The Battle for God beskriver Karen Armstrong den håbløse kamp, som de magthavere i den muslimske verden, der i 1800-tallet ville indføre europæisk oplysning og styremåde, så at sige førte mod deres egne samfund. Af en række stammer ville de skabe en moderne nation og indføre industri ved hjælp af en befolkning, der stod fuldstændig fremmed over for de nye tanker. Som reaktion herimod fremspirede de første moderne fundamentalistiske bevægelser, der, som Armstrong væsentligt pointerer, generelt altid opstår som følge af intern spild blandt muslimerne, ikke i en direkte konfrontation med Vesten, som det ellers ofte fremstilles. Desuden erkender Armstrong, der jo i øvrigt er kendt som politisk korrekt islamforsker, at ”for at føre et folk ind i den moderne verden skal lederen åbenbart være parat til at lade meget blod flyde. I fravær af stabile demokratiske institutioner kan volden være den eneste måde at afstedkomme et stærkt styre på.”

Alle disse overvejelser kom mig i hu, da jeg læste (den i øvrigt skeptisk indstillede) fremtrædende franske journalist Quéméners biografi om Bashar al-Assad, Docteur Bachar, Mister Assad. Ses secrets & ses mystères. 200 år efter de første forsøg på at bringe oplysning til Mellemøsten er Syrien stadig en hvepserede af førmoderne klansamfund, som den britisk uddannede øjenlæge Assad ret ufrivilligt blev sat til at styre efter sin far Hafez al-Assads død i år 2000. Bashars storebror Bassel var ellers udpeget som tronfølger, men han døde ved en bilulykke i 1994.

Hverken en Lars Løkke, en Mette Frederiksen eller en Naser Khader dur som leder af et land som Syrien. Dér skal andre boller på suppen. Uanset hvad man ellers synes om hans politik, var den gamle Hafez al-Assad en nøgtern og saglig statsmand af en anden karat end fx oberst Gaddafi og Saddam Hussein. I forhold til disses vanartede afkom var Assads sønner også af langt højere kvalitet. Af biografien fremgår, at Bashar elskede London og sit arbejde og studierne der og kun nødigt blev ført ind i politik efter brorens død. Han ville helbrede mennesker, og samstemmende berettes der om hans saglighed, venlighed, nærmest selvudslettende beskedenhed og flid i sin lægegerning. Han havde helt indstillet sig på et liv som øjenlæge, og så meget mere beundringsværdig, men alligevel også på en måde konsekvent, var den karakteristiske kirurgiske og omhyggelige måde, hvorpå han som statsleder påtog sig kampen mod korruption og religiøse opviglere.

Med Bashar ved roret blev der sat ind mod bureaukrativælde og kvindeundertrykkelse og taget skridt mod en modernisering af en topstyret økonomi, som nu mere tog forbillede efter den kinesiske udviklingsmodel med visse friheder, en ”styret liberalisme” – Bashar var blevet inspireret af thatcherismen under sit ophold i London. Men han fremhævede hele tiden sagligt korrekt, at man ikke måtte overdrive og ikke bare kunne indføre den vestlige demokratimodel. Udvikling må nødvendigvis foregå med små skridt. ”Stabiliteten er vigtig. Vi har vore mål, og vi går i en bestemt retning i forsøget på at nå dem. Og hvis der er vanskeligheder eller problemer med denne vej, går vi tilbage og forsøger på en anden måde. Vi er meget forsigtige. Jeg er meget forsigtig.”

I modsætning hertil står jo Vestens indsigtsløse og absolutte menneskerettigheds- og demokratikrav, som praktiseret ville kaste Mellemøsten ud i kaos og fundamentalisme. Ved at stå fast imod det aktuelle islamistiske oprør i Syrien udfører Bashar ikke alene enhver statsstyrelses første pligt, nemlig at hævde sit magtmonopol på territoriet, men han gør også Vesten og verden en tjeneste ved at dæmme op imod en på sigt endnu større ustabilitet, vestfjendtlighed og folkevandringsbølge mod os, som ikke han, men islamisterne har interesse i. Quéméner skrev sin biografi i 2011, men fik begyndelsen af oprøret i Syrien med. Selv om det i starten havde spredte demokratiske islæt, lød der allerede i dets første måned stærke fundamentalistiske stemmer i protestkoret fra kræfter beslægtet med det Muslimske Broderskab, som Hafez allerede i 1982 havde gjort verden en tjeneste ved at slå hårdt ned på i byen Hama.

Allerede i 1973 ændrede Hafez al-Assad Syriens forfatning, så præsidenten ikke behøvede at være muslim, hvilket førte til farlige beskyldninger mod ham for ateisme. Sønnen står for samme verdslige retning, stik modsat sharia-ideologi, således udtalte han i august 2011 med tanke på protesterne: ”Lovene er ikke hellige bøger, de kan ændres med en dags varsel, det er intet problem.” Syrien er den eneste sandt sekulære stat i Mellemøsten. 18 religioner har sameksisteret der i relativ fordragelighed. Gamle katedraler så vel som moskeer fyldes således regelmæssigt med troende i de store byer. Regeringen hjalp til med reparationen af en af det jødiske samfunds synagoger, da islamisternes oprør begyndte – dette var måske dråben, der fik bægeret til at flyde over for dem.

I 2000 ægtede Bashar den kønne Asma Akhras, uddannet i datalogi og ansat i investeringsbanken J.P. Morgan i London. Hun fremmede regimets modernistiske image og førte an i diverse almennyttige samfundsfunktioner. Allerede i april 2002 stod hun således for en konference for kvindelige arabiske erhvervsledere, vist den første af sin art. Og som EU-parlamentarikeren Godfrey Bloom bemærkede: ”Se på fotos af demonstrationer for regeringen. Kvinder udgør mindst halvdelen af de tilstedeværende. For tiden er de lige så frie som kvinder i Vesten til at tage enhver slags job, fra direktør til rengøringsdame, til selv at besidde ejendom osv. Det vil ende, hvis invasionen af islamistiske fanatikere får lov til at lykkes.”

Bashar al-Assad er nok en slags diktator, men kan reelt ikke give de store indrømmelser til nogen side uden at risikere at ende som Gaddafi og Saddam eller i bedste fald Mubarak. Med Syriens meget unge og for en stor del arbejdsløse befolkning sidder han på toppen af en krudttønde og må bevæge sig varsomt. Men ret skal være ret, og Quéméner gør da også meget ud af den nepotisme, der hersker i Syrien omkring Assad-familien. Som han selv bemærker, er den dog ikke værre end i fx Rusland, hvilket selvfølgelig er slemt nok, men i realpolitik må man jo opveje fordele mod ulemper og se på, hvad alternativet ville være, og her må Vesten vist tænke sig om en ekstra gang, før man blander sig for meget i Syrien til Assads ulempe. Skråsikkerheden i holdningen til ham er som regel stor, men fx anklagerne mod ham for brug af krigsgas hviler på et ganske usikkert grundlag. Den ensidige skildring af Syriens ledelse har haft et let gennemskueligt politisk formål, ligesom den aktuelle danske tilsværtning har et let gennemskueligt ”humanitært” ærinde. At personer har måttet flygte fra en af de trods alt mest progressive regeringer i den arabiske verden taler dog ikke nødvendigvis til deres fordel.