Den kendte darwinist og religionskritiker Richard Dawkins er blevet frataget prisen Årets Humanist, som den Amerikanske Humanistforening tildelte ham i 1996. Den skyldes tweetet ovenfor, hvor Dawkins sammenligner en hvid kvinde, en aktivist i de sortes borgerrettighedsbevægelse NAACP, der identificerede sig som sort, med mænd og kvinder, der identificerer sig som henholdsvis kvinder og mænd. ”Diskutér”, slutter Dawkins typisk sit tweet, som er et akademisk diskussionsoplæg om trenden med at identificere sig som det, man ønsker.

Skønt Dawkins’ afstand til højreorienteret politik er velkendt, og skønt han i et efterfølgende tweet beklagede, at hans diskussionsoplæg var misforstået, anså humanistforeningen alligevel hans fremfærd som ”nedværdigende”, idet hans første tweet blev tolket, som at transkønnede er fupmagere, og at sort identitet er noget, der kan påtages efter behov.

I øvrigt har Dawkins også været anklaget for at tale grimt om islam, skønt han i forhold til sin militante kristendomskritik meget har taget forbehold og understreget, at det er islamisme og ikke moderate muslimer, han kritiserer. Han har dog udtalt, at ”hvis man ser på de forskellige religioners reelle påvirkning af verden, er det ganske åbenbart, at for tiden er verdens ondeste religion islam.” Det skyldes ikke mindst dens behandling af kvinder og seksuelle minoriteter, fortsatte Dawkins, hvilket også viser, hvor urimelig humanistforeningens dom over ham er.

Det er ironisk, at den amerikanske humanistforening i 2003 stod bag indførelsen af National Day of Reason, en dag for at fejre fornuften, mens det, man i overensstemmelse med tidsånden altså virkelig knæler for, er ”følelser”, der for alt i verden ikke må krænkes af hårde facts og fri debat. Et udtryk for den i dag herskende tendens i hele Vesten, hvor det frie ord og fri forskning – den basale nysgerrighed, som har drevet vor civilisation frem – igen og igen mistænkeliggøres, fordi virkeligheden nu engang langtfra altid er, som ideologiske livsløgnere kræver.

De, der hævder at stå for fornuften, står forrest i rækken til at udskamme dens budbringere, når de urimeligheder, der trænger til at blive sat i relief af fornuft, fremføres af ”minoriteter”. Der er en indlysende skævhed her: Kritikere som Dawkins ønsker jo ikke at stigmatisere endsige kriminalisere det, han vil sætte under debat. Dét vil de politisk korrekte åbenlyst ofte meget gerne, hvis de får magt som agt – og det får de stadig mere, på bekostning af deres kritikere.

Det kræver uforfærdet ytringsfrækhed a la Michel Houellebecq, Theo van Gogh, Tommy Robinson og Rasmus Paludan at sige konsekvent fra over for denne tendens. Dawkins har sagt meget rigtigt, men ønsker tydeligvis samtidig at tilhøre det progressive intellektuelle parnas, som bare ikke kan tåle hans krasse naturvidenskabelighed, der er, som den er, uanset ideologiske følsomheder. En ambivalens, der viser sig i, at han forsøger at beklage eller forklare sig over for overfølsomme meningsdiktatorer, hvor en mere velanbragt (fx paludansk) reaktion havde været at provokere de egentligt intolerante yderligere. Frihedens stemme er i disse tider nødt til at være i høj grad trodsig.