Tilfældigvis faldt jeg over, at jeg for præcis et kvart århundrede siden, i bladet Danskeren april 1996, skrev en artikel om amerikaneren Lawrence Austers essay The Path to National Suicide: An Essay on Immigration and Multiculturalism. Om det bevidste forsøg på, siden den amerikanske indvandringslov fra 1965, at nedbryde det samlende europæiske grundlag for USA. Desværre med overvejelser, der nu er endnu mere aktuelle, end de var dengang, så her bringer jeg min gennemgangs sidste afsnit:

Lawrence Auster kritiserer den urealistiske, højtravende moralisme, der igen og igen i Amerikas historie har ført landet i uføre. Vedr. udenrigspolitik blev USA ført ind i Vietnam-krigen af præsident Kennedys løfte om ”at betale enhver pris, bære enhver byrde, møde enhver udfordring … for at sikre frihedens succes og overlevelse”, og det skete uden realistisk strategi og planlægning. I de indenrigske ”race-relationer” kan man se den samme moralisme i virksomhed i positiv særbehandling og race-kvoter, påpeger Auster, og han spørger: ”Hvordan kan det være, at Amerika kan begive sig så tilfældigt ind på de ukendte områder, som multiracialisme og multikulturalisme er? Hvad er kilden til Amerikas tilsyneladende tillid til, at en samfundsplan, som aldrig før har eksisteret i historien, og som de fleste andre lande i verden ville forsøge at undgå for enhver pris, vil virke her? Og hvad er motivet til dette hastværk med at ændre vores land i fraværet af nogen som helst grund til at gore det?”

Det samme kan man spørge de europæiske politikere om, der – tyve år bagefter – følger USA på vejen mod nationalt selvmord. Austers appel til politikerne om ikke at kalde kritikerne af denne kamikazekurs for ”racister” kunne også rettes til de toneangivende i Danmark: ”Det kræver ikke et geni for at indse, at i Amerika i dag er ’racisme’ langt mere end blot et ord; det er blevet et redskab for tankekontrol – endog for terror. Hvis vi vil befri os fra den deraf følgende intellektuelle lammelse, må vi insistere på at få ordet defineret.” Auster citerer fra Irving Babbitts klassiske bog ”Democracy and Leadership”, hvor det understreges som afgørende, at lederne er ansvarlige i deres brug af ord: ”Da Confucius blev spurgt, hvad han først ville sørge for, hvis regeringen blev lagt i hans hænder, svarede han, at han først ville sørge for at definere sine begreber og få ordene til at svare til tingene. Når vore moderne revolutionære har oplevet at blive desillusioneret i en hidtil næsten uset grad, er det alt for ofte, fordi de har overladt deres fantasi til ord uden at sikre, at disse ord stemmer overens med tingene, og så har de følt, at de var på vej mod deres drømmes mål, mens de i virkeligheden kun svømmede i et ocean af bedrag.”

Auster pointerer, at hvad angår ”racisme”, er realiteten således, at præferencen for ens egne er en universel tendens: ”Da der altså ikke er nogen ’ikke-racistisk’ norm, fra hvilken racisme ville være en afvigelse, er det så ikke klart, at ’racisme’, efter den aktuelle forfladigede definition, overhovedet ingen mening har? Det giver ikke mere mening end at kalde mennesker med næser ’næsister’.”

Racisme forstås i så bred og uvirkelig en forstand, at dens teoretiske modsætning – en ikke-racistisk menneskenatur – også må være uvirkelig. Fantasten Rousseaus oplæg til sin utopi: ”Mennesket er født frit, og overalt er det i lænker”, har nu iflg. Auster fået en moderne parallel: ”Mennesket er født fri for racisme, og overalt er det racistisk.” l begge tilfælde vil forsøget på at få det uvirkelige ideal realiseret føre til et terrorregime – og revolutionen i 1789 vil kun være en uskadelig bameleg i forhold til ”anti-racismens” nationale guillotine.