Medierne beretter begejstret, at det tyske Grønne partis ret unge leder Annalena Baerbock har en god chance for at afløse Merkel som kansler. Det er jo tankevækkende, at tyske vælgere dermed viser begejstring for en kandidat, der eksplicit vil gå endnu videre end Merkel med masseindvandring. Og læg mærke til, at når vore mainstreammedier beretter om Baerbock, er hun ikke ”kontroversiel” og lignende, som det oftest er tilfældet i omtalen af nationalsindede partier. Nej, fx TV2 skriver, at hun ”opfattes i sit politiske bagland som en seriøs politiker, som har mere fokus på de politiske detaljer end på svulstig retorik”. Surprise, at hendes bagland vurderer hende positivt, men dette bliver altså så også uden videre mediernes karakteristik…

I historisk perspektiv er hun dog nøgternt set ganske ekstrem. I efteråret vedtog Die Grünen et nyt program, hvor ”indvandringssamfundet” skal indskrives i Forfatningen som statsmål. Partiet kræver lettere adgang for asylsøgende til Europa, valgretten til udlændinge skal udvides, og statsborgerskaber skal uddeles med større rundhåndethed (efter kun fem års ophold i Tyskland). Og som Baerbock har tweetet: ”At islam hører til i Tyskland, erfarer man hver dag, og det er en selvfølge.”

I forbindelse med de mange voldtægter begået af fremmede udtalte Baerbock: ”Vold mod kvinder bliver instrumentaliseret af højrenationalister for at rejse en stemning imod muslimer og flygtninge.” Ikke den store vilje til at gøre noget mod sagen selv dér… Usagligt er det også, at De Grønne stadig ser indvandringen som et middel til at ”formilde” aldringen af egen befolkning, skønt demografer for længst har vist, at indvandringen for at opnå dét skal være meget stor og konstant (og ikke mindst af en anden kvalitet end meget af den hidtidige).

Det er for De Grønne en menneskeretlig forpligtelse at tage imod såkaldte flygtninge, ”her er der ikke nogen overgrænse”. For et års tid siden gjorde Baerbock sig bemærket ved at udtrykke ønske om, at Tyskland henter 5000 migranter fra lejrene i Grækenland. Ud over mere indvandring sætter De Grønnes valgprogram særlig feministiske og seksuelle minoriteters sager på dagsordenen, samt større afgifter på CO2-aftryk og andre tiltag i ”klimakampen”. Alt dette indebærer betydeligt større skatter til de fleste tyskere.

Og dog stemmer mange alligevel gladelig på Die Grünen. De står foreløbig til godt 20 procent ved årets kommende Forbundsdagsvalg, en fordobling i forhold til sidst, så at mange fremmedetniske nok stemmer på dem, forklarer langtfra deres succes. Baerbock blev af sine forældre taget med på atommarcher, og hun beskriver sin barndom som en blanding af vandkanoner ved demonstrationer, og kage derhjemme senere – en “hyggelig radikalisme”, som partiet har gjort til sin profil, hvilket har stor appel i den moderne mainstream, hvor man gerne vil kæmpe for de politisk korrekte sager uden at føle det ekstremt.

Men frugterne af feelgood-politikken kan jo blive mere ekstreme og endnu mindre hyggelige, end de allerede har været under Merkel. Det er et sært fænomen, at jo længere man kommer fra Hitler-tiden, desto mere negativt afhængig lader Tysklands politik til at blive af nazismen, skønt modsætninger jo også mødes på et andet plan. Ikke mindst synes De Grønne at fuldende Hitlers dom over det livsuduelige tyske folk, der fortjente at blive løbet over ende, og så bliver det nu endda af muslimerne, hvis krigermentalitet Hitler beundrede.

Men det er sådan set ikke kun Tyskland, som stadig er hypnotiseret af Hitler, om det så er som for- eller modbillede. I hele Vesteuropa er man så besat af at være modsat ham, at man i mentaliteten for at opnå det mest ligner et spejlbillede. Ligesom man ikke kan bekæmpe racismen ved at være antiracist, er vejen over antifascismen kontraproduktiv i bekæmpelsen af nazismen. Man bør i stedet forsøge at finde tilbage til det udviskede spor fra tiden før dette ideologiske intermezzo, thi Hitler bør virkelig ikke være Solen, som vi alle kredser om og skal orientere os ud fra. Kun at man stadig gør dét kan forklare populariteten af et fænomen som Die Grünens fremmarch fulgt af hærgende fremmede i ”digternes og tænkernes land”, der truer med endnu en gang at trække omgivelserne med i en Untergang, dog nu uden udsigt til et snarligt følgende Wirtschaftswunder.